Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Madeleine Røn Juul

Oprindelig forfatter JaBr

Madeleine Røn Juul, f. 1956, dansk instruktør, uddannet på Statens Teaterskole 1984. J har fra starten været meget produktiv og placerede sig stærkt med sit arbejde med ny dansk dramatik både på teatrene og i DRradio. Det blev til tætte samarbejder med bl.a.Kari Vidø, Elo Sjøgren, Jess Ørnsbo, Erling Jepsen og Peter Asmussen m.fl. Efter godt og vel ti år med den nye dramatik vendte J sig mod klassikerne, navnlig Shakespeare. Først Helligtrekongersaften på Aalborg Teater 1998 og derefter nogle af de store tragedier: Hamlet Det Danske Teater 1999, Kong Lear Aalborg Teater 2003 og Julius Cæsar Aarhus Teater 2004, alle med et enkelt, næsten renset scenografisk billede (en vis inspiration fra asiatisk teater) og et skuespillerarbejde, der søger et stiliseret psykologisk udtryk. Et tilsvarende formsprog har hun fulgt i sine opsætninger af græske tragedier med Euripides’ Fønikerinderne Det Kongelige Teater 1998 og en sammenføjning af tre tragedier af Euripides og Sofokles, Thebens syv porte Aalborg Teater 2002. J lægger vægt på et skabende samspil med skuespillerne og beskriver gerne sine produktioner som en instruktørstyret kollektiv proces. Bl.a. hendes opsætning af Lars Noréns Personkreds 3 på Edison 1998 blev en fornem demonstration af arbejdsmetodens styrke. J blev 2004 chef for Aarhus Teater. Se også Realisme; Jess Ørnsbo.

Iscenesættelse: Værelse 00 CaféTeatret 1989; Let’s Make Love Fiolteatret 1993; Kærlighed uden yller Hippodromen 1996; Muhammad Ali svigter aldrig Hippodromen 1997; Værelse med sol Rialto Teatret 1997; Som man behager Grønnegårds Teatret 2002; Folkemord Aarhus Teater 2006.

Teaterpriser: Reumert-Prisen (Årets instruktør), Teaterkatten.

Annonce

Bibliografi: Nybo, M Magiske øjeblikke.15 samtaler om teater 2003.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Janicke Branth: Madeleine Røn Juul i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428646