Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lars Kaalund

Oprindelig forfatter BL-M

Lars Kaalund, f. 1964, dansk skuespiller, uddannet Statens Teaterskole 1992, instruktør, dramatiker og teaterleder. Han spillede hos Dr. Dante i Allerød 1985-87, stiftede Mungo Park 1987, var dets leder 1992-98, og 1998-2007 leder af Østre Gasværk Teater. På Mungo Park lavede han en række eksperimenter, bl.a. en opsætning af Shakespeares Hamlet med kun en uges prøver 1993, og han instruerede en række egne stykker fx Egoisten 1994. Han har fortsat denne virksomhed bl.a. på Dr. Dantes Aveny med splattergyseren I en kælder … 1995 og Kunst 1996, tidligere s.å. på Aarhus Teater. Ks repertoire på Østre Gasværk Teater har været båret af store og ofte musikalske forestillinger bl.a. hans egne Donna Juanna 1999 og Leonardo da Vinci 2003, Shakespeares Romeo og Julie 1998 og Othello 2000 samt Peter Shaffers Amadeus 2001 og året efter Webbers musical Jesus Christ Superstar – alle i egen instruktion. 2006 høstede han stor anerkendelse for sin opsætning af Bernstein og Sondheims West Side Story. Som skuespiller ligger karrieren væsentligst på film, bl.a. i Susanne Biers Den Eneste Ene 1999 og Lone Scherfigs Italiensk for begyndere 2000. Se også Tony Kushner.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Lars Kaalund i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428660