Karl Erik Christophersen, 1926-2016, dansk skuespiller, uddannet Aarhus Teater 1952 og ansat der til 1959 og, efter en periode på Aalborg Teater, igen fra 1975. Karl Erik Christophersen debuterede 1953 som Richard i Eugene O’Neills Du skønne ungdom og spillede de følgende år på sin drengede charme, bl.a. som Oehlenschlägers Aladdin 1956, men havde også fylde og vid til en række af Holbergs tjenerroller, bl.a. i Den politiske kandstøber 1957. Særlinge og forvoksede børn blev en slags speciale i tiden ved Aalborg Teater, bl.a. Gregers Verle i Ibsens Vildanden 1964. Tilbage på Aarhus Teater fyldte han lidenskab og galskab i flere genier på rad, som Strindberg i P.O. Enquists Tribadernes nat 1976 og som Holberg i Ernst Bruun Olsens Den poetiske raptus 1978.