• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karen-Lise Mynster

Oprindelig forfatter HLyd

Karen-Lise Mynster, f. 1952, dansk skuespiller, uddannet på Statens Teaterskole 1975, og instruktør. Sin generations måske største kvindelige skuespiller. Uanset hvor usympatiske hendes rolleskikkelser virker, finder hun altid et smertepunkt, der kompletterer og menneskeliggør figuren. Tilfører samtidig sine roller en saftig og ofte livsbekræftende frodighed, der brager ud i rummet. Fik sit gennembrud som Eliza i Alan Jay Lerner og Frederick Loewes My Fair Lady Det Danske Teater 1978. Har siden spillet alt, lige fra moderne dramatik af Botho Strauss og Lars Norén over kvindeboksning i Claire Luckhams komedie Trafford Tanzi Det Kongelige Teater i Saltlageret 1984 til Holberg og klassiske tragedie-roller som Fr. Schillers Maria Stuart Det Danske Teater 1998, Ibsens Hedda Gabler Det Danske Teater 1990 og Euripedes’ Medea Gladsaxe Teater 2004. Tilknyttet Det Kongelige Teater 1980-86. Johanne Luise Heiberg i P.O. Enquists Fra regnormenes liv Det Danske Teater 2003. Flere fremragende kvindeportrætter inkluderer roller som Rie i Saalbachs Pietá Husets Teater 2006 og kvinden i Jakob Weis’ Håndbog i overlevelse Teater Grob 2006. Som instruktør har M bl.a. sat op Ibsens Vildanden Rialto 2000 og Sartres Lukkede døre Tsorte Hest 2006. Se også Euripides; Realisme.

Roller i: Mandefald Bristol 1978; Guys and Dolls Det Kongelige Teater 1984; Autumn and Winter Casino Teatret 1989; Teenagerlove Folketeatret 1993; Manden i slangeskind Hvidovre Teater 1996; Mågen Folketeatret 2004; Pelikanen Teatret ved Sorte Hest 2004.

Teaterpriser: Danmarks Teaterforeninger, Henkel-Prisen, Reumert-Prisen (Bikubens hæderspris, Årets kvindelige hovedrolle, Årets cabaret), Teaterpokalen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding: Karen-Lise Mynster i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 23. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429276