Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jess Ørnsbo

Oprindelig forfatter Holm

Jess Ørnsbo. Majonæse blev opført på Det Kongelige Teater i Turbinehallerne i 2000. Madeleine Røn Juul instruerede og Camilla Bjørnvad havde lavet scenografien. F.v. ses Birthe Neumann, Søren Sætter-Lassen, Søren Carlsbæk og Anders Gjellerup Koch.

Jess Ørnsbo. Majonæse blev opført på Det Kongelige Teater i Turbinehallerne i 2000. Madeleine Røn Juul instruerede og Camilla Bjørnvad havde lavet scenografien. F.v. ses Birthe Neumann, Søren Sætter-Lassen, Søren Carlsbæk og Anders Gjellerup Koch.

Jess Ørnsbo, f. 1932, dansk lyriker og dramatiker. Øs afsæt er modernisme og absurdisme. Debuterede 1966 på Studenterscenen, periodens betydeligste forsøgsscene, med Dværgen der blev væk, instrueret af Klaus Hoffmeyer, som siden har spillet en betydelig rolle i realiseringen af Øs dramatik. Tv-spillet Hashtræet 1973 gav Ø ry som skandaløs provokatør. Inspirationen fra de absurde er klar, herunder de østeuropæiske – Ø er magister i slavisk filologi og har bl.a. oversat Sławomir Mrożek; men hans tone er samtidig såre dansk, forankret i et folkeligt-grotesk sprog med rod i hans egen Vesterbro-barndom. Hans barske dramatiske univers – hævn, had, fornedrelse – og ukonventionelle dramaturgi gjorde frem til 1990'erne teatrene ret tilbageholdende med at opføre ham. En slags gennembrud kom dog med Fælden Aarhus Teater 1982, et bizart satirisk portræt af en parcelhus-deroute. Imidlertid var det De forkerte Det Kongelige Teater 1990, der nåede et større publikum og en betydelig anerkendelse hos kritikken: en kaleidoskopisk, selvbiografisk familiehistorie fra besættelsestiden i en sær blanding af dokumentarisme og det groteske. Familien som afretnings- og knusemaskine og med barnet som offer går igen i stykke efter stykke som i Majonæse Aveny Teatret 1988. Et hovedværk er Klubben Bådteatret 1995, hvor en række fragmenterede scener samler sig til et billede af den traumatiske matrix: far-mor-børn. Se også Absurdisme.

Dramatiske værker: Hypdangbok Svalegangen 1971; Jalousi DRtv 1972; Serbskij-instituttet Aarhus Teater 1973; Strejferne DRtv 1979; Livet i Danmark Aarhus Teater 1980; Børnene derpå Aarhus Teater 1984; De hellige fra Vanløse Vintapperteatret 1985; 13 kvadratmeter Teatret ved Sorte Hest 1991; Johny Frankikso Aarhus Teater 1991; Splejsen Det Kongelige Teater 1993; Odysseus fra Vrå Aalborg Teater 1993; Ingenmandsland Aarhus Teater 1995; Astma-5 Odense Teater 1995; Kærlighed uden yller Folketeatret 1996; Velfærd – voldfærd Odense Teater 1997.

Teaterpriser: Danske Dramatikeres Hæderspris, Holberg-Medaljen, Jeppe-prisen, Kjeld Abell-prisen.

Annonce

Bibliografi: Theil, P & Garsdal, L Hvem der? Scener fra 90erne 2000.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: Jess Ørnsbo i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430707