Ib Thorup, 1941-90, dansk instruktør og skuespilchef, uddannet Det Kgl. Danske Kunstakademis Malerskole & Grafisk skole 1967 og dets kunstpædagogiske afd. 1968, samt på Den Danske Filmskole 1970. Hans instruktørkarriere startede på mindre, avantgardistiske scener og på tv. Han arbejdede med flere af Kirsten Thorups tekster fx Romantica Aveny Teatret 1985. De var gift i en årrække fra 1963. På Rialto Teatret instruerede han Botho Strauss’ Kalldewey Farce 1984, på Det Kongelige Teater Bernard-Marie Koltès’ Om natten før skoven 1985 og på Det Ny Teater Christopher Hamptons Farlige forbindelser 1986, men han lavede også bemærkelsesværdige klassikeropsætninger som Ibsens Bygmester Solness Aveny Teatret 1986, Tjekhovs Mågen Det Kongelige Teater 1987 og Onkel Vanja Gladsaxe Teater 1988 og Christopher Marlowes Edward II Det Ny Teater 1988. S.å. blev han skuespilchef på Det Kongelige Teater med planer om fornyelse og foryngelse af ensemblet, men døde efter længerevarende sygdom, før fornyelsen kunne nå at slå igennem.

Teaterpriser: Teaterkatten, Teaterpokalen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig