Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Helle Virkner

Oprindelig forfatter HLyd

Helle Virkner, 1925-2009, dansk skuespiller, uddannet på Det Kongelige Teater 1946. Selvom Vs smukke ydre gav hende masser af filmroller i 1940'erne og 1950'erne, havde Det Kongelige Teater ikke ret meget at bruge hende til. Derfor forlod hun Det Kongelige Teater i 1951 og gik til Alléscenen og Det Ny Teater, der lod hende spille både grim, komisk og oprørsk, bl.a. som den onde 10-årige Mary i Lillian Hellmans Sladder Alléscenen 1953 og Thérèse i Jean Anouilhs Vildfuglen Alléscenen 1956. I sæsonen 1959/60 var hun s.m. Frits Helmuth direktør for Alléscenen, men i 1959 giftede hun sig med udenrigsminister, senere statsminister Jens Otto Krag, og arbejdede derfor kun sporadisk på teatret op gennem 1960'erne. Hun indspillede dog mange film og hørespil for DRradio. V vakte opsigt verden over, da hun i 1972 som statsministerfrue medvirkede som Nyhavnsluder i Cirkusrevyen. Ægteskabet varede til 1973.

Op gennem 1970'erne brugte V sin særlige blanding af sødme og effektivitet, i de senere år tilsat noget let knirkende og forgræmmet, i roller som den forelskede lægesekretær, Stephanie, i Pierre Barillet og Jean-Pierre Grédys Kaktusblomsten på ABC 1974, fru Olsen i Erik Ballings tv-serie Huset på Christianshavn DRtv 1970-77 og skyggetanten Elisabeth Friis i Lise Nørgaards tv-serie Matador DRtv 1978-82. Direktør for ABC 1982-93. Teaterkarrieren sluttede på Folketeatret som fru Levin i Henri Nathansens Indenfor Murene 1992 og Svend-Aage Madsens Robert og Judith 1993 med en enkelt efternøler på Aalborg Teater i Holbergs Barselstuen 1997. Se også Amager Scenen.

Bibliografi: Virkner, H Scenen skifter 1968 & Hils fra mig og kongen 1994 & Billeder fra mit liv 1996.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding: Helle Virkner i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430568