Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frits Helmuth

Oprindelig forfatter BL-M

Frits Helmuth, 1931-2004, dansk skuespiller, uddannet Det Kongelige Teater 1952 og ansat der 1953-59 og 1963-69. Debuterede som piccoloen i Benatzky og Müllers Sommer i Tyrol Det Ny Teater 1943. I den første periode på Det Kongelige Teater var han den pæne unge mand med en særlig renhed og naivitet og en ligefrem, naturlig replik, fx i Eugene O’Neills Du skønne ungdom 1954 (DRtv 1959), der fik dybere bund og smerte i gennembrudsrollen som Edmund i samme dramatikers Lang dags rejse mod nat 1957. I sin direktørperiode på Alléscenen 1959-62 udviklede han sit samspil, der skulle blive til mange flere, med Ghita Nørby i Shelagh Delaneys En duft af honning 1960 og med sin far, Osvald H, i Brendan Behans Gidslet 1961. Tilbage på Det Kongelige Teater spillede han 1968 Troilus i Shakespeares Troilus og Cressida, og herefter tog hans udvikling som en af landets største karakterskuespillere fart, i første omgang som Chuck Baxter i Neil Simons Nøglen under måtten 1971 og som Professor Higgins i Loewe og Lerners My Fair Lady 1972, begge Det Ny Scala.

De store karakterroller meldte sig ikke mindst i et mangeårigt samarbejde med Kaspar Rostrup på Gladsaxe Teater, hvor H spillede titelroller i dramatiseringen af Holbergs roman Niels Klims underjordiske rejse 1973 (DRtv 1984-85), og i Goethe/Rostrups Faust 1978 samt Strindberg i P.O. Enquists Tribadernes nat 1981 (DRtv 1978). Dertil kom titelroller i Edmond Rostands Cyrano de Bergerac Det Ny Teater 1980 og Tjekhovs Onkel Vanja Gladsaxe Teater 1988. Hans udtryk voksede med temperament, intelligens og noget drilagtigt med en snert af snuhed, men også med en resignerende og tilgivende varme, ikke mindst i rollen som George i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf ? Det Kongelige Teater 1983, som han spillede flere gange, Aalborg Teater 1987 og Privat Teatret 1989.

Også på film har han spillet store karakterroller, der omfattede sære og skæve eksistenser, bl.a. i Edward Flemings Lille Spejl 1978, Rostrups Dansen med Regitze 1989, Peter Schrøders Det forsømte forår 1992 og på tv bl.a. den ældre J C Jacobsen i Gerz Feigenbergs og Rostrups Bryggeren 1996-97. To karakteristiske roller i hans modne virke var Biskoppen i Flemming Enevolds Jeanne d’Arc Gladsaxe Teater 1998 og forsvarsadvokaten Clarence Darrow i David W Rintels monolog Skyldig – ikke skyldig Privat Teatret 1991, som han spillede igen som sin 50 års jubilæumsforestilling på Det Ny Teaters Sceneriet 2002. Udstrakt turnévirksomhed med bl.a. sin fars viser. Far til instruktøren og skuespilleren Mikael H, der fra 2002 er leder af Team Teatret. Se også Dramatisering; Osvald Helmuth.

Annonce

Teaterpriser: Danmarks Teaterforeninger, Harlekin Prisen, Jeppe-prisen, Lauritzen-Prisen, Teaterpokalen.

Bibliografi: Helmuth, F Med mellemrum. Erindringer 2000.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Frits Helmuth i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428376