Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Paaske

Oprindelig forfatter BL-M

Erik Paaske, 1933-92, dansk skuespiller, oprindeligt murer, uddannet på Det Kongelige Teater 1961 og ansat til 1974, hvor han spillede mange mindre roller, men de større og store udviklende roller fik han andetsteds bl.a. i tv i Leif Panduros debut En af dagene 1963 og i hans krimiserie Ka’ De li’ østers 1967. Året efter fik han et afgørende gennembrud i hovedrollen i Scholem Alychem, Joseph Stein og Jerry Bocks musical Spillemand på en tagryg Det Ny Scala (gentaget sammesteds 1991). På Folketeatret udviklede talentet sig i en stribe hovedroller som Brechts Hr. Puntila 1978, Ernst Bruun Olsens Postbudet fra Arles og Arthur Millers En sælgers død, begge 1981 og Holbergs Den politiske kandestøber 1987. Hans talent rakte fra folkelig naivitet og uskyld, over det snu og vrisne til farlighed og tragisk smerte. Hans runde ydre udtrykte gemytlighed og livsappetit. Hans musikalitet gjorde ham til en elsket visesanger.

Teaterpriser: Teaterpokalen, Årets Æreskunstner.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Erik Paaske i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429514