Dorthe Hansen Carlsen, f. 1962, dansk skuespiller, uddannet Aarhus Teater 1989, hvor hun siden har været ansat. Hendes evne til forvandling har ført hende fra den frustrerede Brita i Strindbergs Kronbruden 1991 og den tavst forbitrede Trish Platt i Alan Ayckbourns skilsmissedrama Hus & have 2001 til groteske væsener som Mariedl i Werner Schwabs Præsidentinderne 1994, Magenta i Richard O’Briens Rocky Horror Show 1995 og Rebekka i Line Knutzons Snart kommer tiden 2000, samt en række af Saalbachs sårbare eksistenser, bl.a. stewardessen Xenia i Verdens ende 2005. Se også Tragikomedie.