Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Birgitte Price

Oprindelig forfatter HLyd

Birgitte Price, f. Bruun, 1934-97, dansk skuespiller og instruktør, uddannet på Det Kongelige Teater 1956, derefter ansat som skuespiller på Det Kongelige Teater til 1965 og igen 1969-82. Chef for Tv-Teatret 1985-89, Det Danske Teater 1991-94 og skuespilchef på Det Kongelige Teater 1994-96.

P fik et dobbelt gennembrud inden elevskolen, da hun i 1953 fik hovedrollen som fræk og arrogant ung pige i filmen Farlig Ungdom af Lau Lauritzen jr., og s.å. var den sødt-snusfornuftige Søs i den første Far til Fire-film, instrueret af Alice O’Fredericks.

I den første tid på Det Kongelige Teater spillede P primært klassiske og vaudevillesøde piger. Senere kom de store roller til, også primadonnarollerne, både på Det Kongelige Teater og uden for, bl.a. Georges Feydeaus Damen fra Natcafeen 1967 og Alexandre Dumas fils’ Kameliadamen 1969, begge Det Ny Scala (nu Nørrebro Teater). Ps store talent – og fine sangstemme – rakte fra opera og operette, bl.a. Papagena i Mozarts Tryllefløjten Det Kongelige Teater 1959 til klassiske dramaer af Tjekhov og Ibsen, bl.a. Ellida i Fruen fra havet Det Kongelige Teater 1977 og fru Alving i Gengangere Det Kongelige Teater 1978. Men P mestrede også overbevisende den komiske side af teatret, bl.a. som den madglade Grete i J H Wessels parodikomedie Kærlighed uden strømper Det Kongelige Teater 1973 og titelrollen i Holbergs Den vægelsindede Det Kongelige Teater 1971. Hun spillede desuden en række moderne absurde stykker, bl.a. dronningen i Witold Gombrowicz’ Yvonne Det Kongelige Teater 1971 og datteren i Edward Albees Forbi Det Kongelige Teater 1972, foruden to markante P.O. Enquist-roller, Siri von Essen i Tribadernes Nat Det Kongelige Teater 1976 og Johanne Louise Heiberg i Fra regnormenes liv Det Kongelige Teater 1981.

Annonce

Netop som P stod på karrierens højdepunkt, valgte hun til dels skuespilleriet fra og begyndte at instruere. Gennembruddet kom med Euripides’ Elektra på Strøghus Teatret i 1977, og siden instruerede P en lang række meget forskellige forestillinger over hele landet med lige stor autoritet, hvad enten det gjaldt Oehlenschlägers Dina Det Kongelige Teater 1979, Henri Nathansens Indenfor murene 1980, Vita Andersens Kannibalerne Folketeatret 1985, Neil Simons Farmor og os Det Danske Teater/Privat Teatret 1993-94 eller Euripides’ Medea Det Danske Teater 1994. Ps konstante trang til at udvide grænserne for sit virke førte samtidig til rækken af chefposter, hvor sygdom tvang hende væk fra den sidste på Det Kongelige Teater året inden hendes død i 1997. Gift med John Price, mor til James og Adam Price. Se også Tragedie.

Teaterpriser: Danmarks Teaterforeninger, Henkel-Prisen, Jeppe-prisen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding: Birgitte Price i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429676