Birgitte Federspiel, 1925-2005, dansk skuespiller. Hun spillede et par sæsoner på Odense Teater, før hun 1947-62 blev knyttet til Folketeatret som dets unge og med tiden voksne kvindelige hovedkraft i et omfattende repertoire. Hendes talent viste poesi, men også en vis kølig reservation og intellekt. Efterhånden blev den erotiske udstråling dristigere og forbundet med kvindelig styrke og vrede som fx Constance Leth i Kaj Munks Egelykke 1951 og Portia i Shakespeares Købmanden i Venedig 1955. S.å. var hun Inger i Carl Th Dreyers filmatisering af Kaj Munks Ordet. I freelance perioden efter Folketeatret spillede hun med stor overbevisning flere tragiske roller fra det klassiske repertoire, fx Laura i Strindbergs Faderen Det Danske Teater 1972. 1979 vendte hun tilbage til Odense Teater, hvor hun siden spillede en stor variation af roller fra fru Alving i Ibsens Gengangere 1984, Karen Blixen i monologen Lucifers barn af William Luce 1992, titelrollen i Jean Giraudouxs Den gale fra Chaillot 1996 og den ældste af de tre kvinder i Werner Schwabs Præsidentinderne 2001. Se også Anton Tjekhov.

Teaterpriser: Henkel-Prisen, Karen Marie Thorsens Legat, Teaterpokalen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig