Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Berthe Qvistgaard

Oprindelig forfatter KeKv

Berthe Qvistgaard, 1910-99, dansk skuespiller, uddannet på Det Kongelige Teater 1933, instruktør og rektor. Sit kunstneriske gennembrud fik hun på Frederiksberg Teater med William Wycherleys En kone på landet 1941 og som Amanda i Noël Cowards Privatliv 1944, som hun kom til at spille 500 gange, og på Riddersalen med Inès i Jean-Paul Sartres Lukkede Døre 1946. Q var en udpræget moderne skuespiller; på Det Ny Teater spillede hun 1950-63 under Peer Gregaards ledelse en perlerække af hovedroller i dramaer af G B Shaw, Arthur Miller, Edward Albee, Marcel Aymé, Jean Giraudoux og Jean Genet. I 12 år fra 1967-79 var hun rektor for den nyoprettede Statens Teaterskole, som hun med klogt diplomati førte igennem de første stormfulde år.

Teaterpriser: Henkel-Prisen, Teaterpokalen.

Bibliografi: Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kela Kvam: Berthe Qvistgaard i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429723