Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Asger Bonfils

Oprindelig forfatter JHei

Asger Bonfils, f. 1928, dansk skuespiller, uddannet Det Kongelige Teater 1951, pædagog og instruktør. Kom til Odense Teater 1953-64, hvor han medvirkede i et omfattende repertoire. Instruktørdebut med Tennessee Williams’ Drømmen om Orpheus Odense Teater 1958, efterfulgt af Garcia Lorcas Bernardas hus 1959 og Jean-Paul Sartres Fangerne i Altona 1962. Tilknyttet Aarhus Teater 1964-75 og 1979-2004. B har skabt en lang række betydende forestillinger inden for samtidens danske og europæiske dramatik med uropførelser af bl.a. Leif Petersens Nu går den på Dagmar 1970 og Sten Kaaløs Giraffen fra New Orleans 1981, samt værker af ikke mindst Edward Bond som Frelst 1974, Lear 1975, Havet Odense Teater 1979 og hans trilogi Krigsspil 1986. Også de mange klassikeropsætninger, ofte med forkærlighed for de sjældent spillede, viste Bs store intellektuelle spændvidde fra skuespil af Euripides og Shakespeare til Gogol og Ibsen. Opsætningerne af sidstnævntes Samfundets støtter 1981 og Borkman 2004 (efter Ibsens John Gabriel Borkman) var markante sceniske nyskabelser. En række ukonventionelle og overraskende Holbergopsætninger, indledt 1990 med Hexeri eller Blind Alarm og fulgt op af bl.a. Jeppe på Bjerget 1993, Den politiske Kandestøber 1997, Ulysses von Ithacia 1999, Don Ranudo 2003, Melampe 2006 har gjort B til en af dansk teaters fineste og modigste Holbergfortolkere, der forener både emotion, intellekt, og fantasi med fysik, stil og musikalitet. B har instrueret på en lang række andre danske teatre, bl.a. Det Kongelige Teater og Det Danske Teater, hvor han skabte en nyopsætning af PO Enquists Fra regnormenes liv 2003. Som pædagog og rektor for Skuespillerskolen ved Aarhus Teater 1966-72 har B haft skelsættende indflydelse på en moderne skuespilleruddannelse, inspireret af bl.a. Michel Saint-Denis, ligesom han med sin store indsigt og viden fik stor betydning for Aarhus Teaters udvikling og placering. Se også Aktualisering; Dramaturg; Tragikomedie.

Bibliografi: Dreyer, P Odense Teater 175 år 1971; Frandsen, B Aarhus Teater 1900-1975 1975; Heiner, J Det gyldne hus – Aarhus Teater i 100 år 2000.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Heiner: Asger Bonfils i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427434