Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kjeld Abell

Oprindelig forfatter KeKv

Kjeld Abell, 1901-61, dansk dramatiker. A var fornyeren i dansk teater, en multikunstner, hvis arbejder omfatter skuespil, balletter og scenografi. Efter cand.polit.-eksamen tog A 1927 til Paris, hvor han arbejdede som teatermaler hos Louis Jouvet og Charles Dullin. I 1930 lavede han scenografi til de russiske balletter, som George Balanchine præsenterede på Det Kongelige Teater i Kbh., og 1934 opførte teatret As første selvstændige sceniske arbejde, balletten Enken i Spejlet, som han selv skabte dekorationer og kostumer til. Det dramatiske gennembrud kom 1935 på Riddersalen med Melodien, der blev væk, en revykomedie med sange af Sven Møller Kristensen og musik af Bernhard Christensen om flipproletaren Larsens opgør med borgerligheden. Stykket var aktuelt og moderne i formen og blev 1930'ernes største danske teatersucces. En lignende succes fik i besættelsens første år Dyveke Riddersalen 1940 med sangtekster af Poul Henningsen. Efter Eva aftjener sin Barnepligt Det Kongelige Teater 1936 anslog A en alvorligere tone. Et gennemgående tema blev nødvendigheden af at tage politisk stilling, klarest udtrykt i Anna Sophie Hedvig Det Kongelige Teater 1939, mere sløret i Dronning gaar igen Det Kongelige Teater 1943. Da A efter mordet på Kaj Munk fra Det Kongelige Teaters scene opfordrede publikum til at mindes digteren, måtte han gå under jorden. Efter befrielsen kom opgøret med besættelsestiden i Silkeborg Det Ny Teater 1946 og i koldkrigsårenes skygge debat- og drømmespillene Dage paa en Sky Det Kongelige Teater 1947, Vetsera blomstrer ikke for enhver Frederiksberg Teater 1950, Den blaa Pekingeser Det Kongelige Teater 1954 og endelig Skriget Det Kongelige Teater 1961. De viser ham som teatrets magiker i slægt med Strindberg og Jean Giraudoux, men præges af en tiltagende desillusion. Se også Per Knutzon; Erik Nordgreen; Helge Refn; Rammehandling; Scenografi.

Teaterpriser: Danske Dramatikeres Hæderspris, Holberg-Medaljen, Kjeld Abell-prisen, Teaterpokalen.

Bibliografi: Bredsdorff, E Kjeld Abells billedkunst 1979; Heje, A B I Kjeld Abells dramatiske verden 1989; Jørgensen, L Abell blomstrer ikke for enhver 2002.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kela Kvam: Kjeld Abell i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427024