Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Christian Hostrup

Oprindelig forfatter LiJoe

Jens Christian Hostrup, 1818-92, dansk dramatiker og teolog. 1841-44 boede han på Regensen, og her begyndte han at skrive digte og dramatik, især til brug for sine studiekammerater. Den første af Hs komedier, der vakte genklang ud over akademiske kredse, var opførelsen af Gjenboerne på Hofteatret i 1844, iøvrigt brugte H her dæknavnet Jens Kristrup. Hans tidlige inspirationskilder var Carl Plougs studenterkomedier, der kan betragtes som en forløber for revygenren med sine udfald mod samfund, sæder og magthavere. Dertil kom Johan Ludvig Heibergs vaudeviller og den wienske Zauberposse (tryllefarce), også kendt fra Erik Bøghs og H.C. Andersens dramatik.

Hs produktion falder i to perioder. Den første består især af studenterkomedier, folkekomedier, eventyrkomedier og sangspil som fx Eventyr paa Fodrejsen 1848. Det var det første af hans værker, der blev uropført på Det Kongelige Teater, som ellers havde været lukket land for ham, pga. stykkernes præg af studenterkomedier. I 1854 valgte han at følge præstekaldet. Denne store omskiftning i livet var forårsaget af en personlig krise og inspireret af intensiv læsning af Søren Kierkegaards værker. I 1880 genoptog han sit dramatiske forfatterskab og udgav det naturalistisk inspirerede Eva. Herefter fulgte et par lystspil, og året før hans død udkom første del af hans erindringer.

Dramatiske værker: En spurv i tranedans 1846; Mester og Lærling 1852; Under Snefog 1888.

Annonce

Bibliografi: Hostrup, J C Poetiske Skrifter 1-6, 1852-65 & Erindringer fra min Barndom og Ungdom 1891 & Senere Livserindringer 1893; Andersen, J K Jens Christian Hostrup 2002.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lisbet Jørgensen: Jens Christian Hostrup i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428468