Holger Drachmann, 1846-1908, dansk digter, forfatter og dramatiker, hvis oprindelige udgangspunkt er brandesianismen udtrykt i 1870'erne i oprørsk lyrik. I naturalismens storhedstid i 1880'erne og 1890'erne blev han nyromantiker og nationalskjald, ikke mindst i en række melodramaer. Blandt disse huskes Renæssance Dagmarteatret 1901, dog mest for Adam og Johannes Poulsens debut og for Lange-Müllers musik, som også har bidraget væsentligt til at gøre Drachmanns eventyrspil Der var engang – Det Kongelige Teater 1887 til et af de mest opførte danske skuespil; det eneste, der kan gøre Johan Ludvig Heibergs Elverhøj Det Kongelige Teater 1828 rangen stridig som nationalskuespil. Se også Edvard Brandes; Det Moderne gennembrud.

Dramatiske værker: Strandby Folk 1883; Ved Bosperus 1891; Vølund Smed 1898; Hr. Oluf, han rider 1906 – alle Det Kongelige Teater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig