Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Betty Nansen

Oprindelig forfatter KeKv

Betty Nansen, f. Mueller, 1873-1943, dansk skuespiller, instruktør og teaterleder. N tilhørte en slægt af omrejsende skuespillere. Debuterede 1893 på Casino og fik s.å. et overbevisende gennembrud som Magda i Hermann Sudermanns Hjemmet. Den autodidakte skuespillerinde imponerede fra starten ved en forbløffende virtuositet, men Herman Bang, dengang knyttet til teatret som instruktør, anede tidligt bag den glitrende facade en stærk og særpræget personlighed, og blev hendes kunstneriske vejleder og nære ven. 1896 befæstede hun sit ry i den største af alle primadonnaroller Alexandre Dumas fils’ Kameliadamen (Casino). S.å. giftede hun sig med forfatteren Peter Nansen og kom ind i et kulturradikalt miljø, der fik stor betydning for hendes udvikling. Hun vendte sig i stadig højere grad fra det typiske stjernerepertoire til klassikerne og den nordiske dramatik, Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Strindberg.

1896-99 var hun ansat ved Det Kongelige Teater, men søgte stadig nye udfordringer. Vejen gik over Dagmarteatret, Folketeatret og tilbage til Det Kongelige Teater igen, afbrudt af gæstespil i de nordiske lande. Hendes særlige område var ‘de moderne psykologiske Kvindfolk’, og før hun fyldte 30, var hun hyldet som skaberen af et nyt kvindeideal på scenen. Dybere end nogen anden dansk skuespillerinde formåede hun at trænge ned i det særligt kvindelige, og enkelte af hendes roller som Gertrud i Hjalmar Söderbergs drama (Folketeatret 1907) provokerede det mandlige publikum. Hun brugte bevidst sin egen personlighed og blev identificeret med mange af de roller, hun spillede, igen og igen: Tora i Bjørnsons Paul Lange og Tora Parsberg (Dagmarteatret 1900) og Agnete i Amalie Skrams Agnete (Dagmarteatret 1910). Efter skilsmissen fra Nansen 1912 søgte N ‘verdensberømmelse’ på det hvide lærred, først i Danmark, siden i USA, hvorfra hun 1916 vendte skuffet hjem fast besluttet på at få foden under eget bord. 1917 erhvervede hun Alexandra Teatret, som hun gav sit eget navn. Det lykkedes hende trods modstand og store økonomiske omkostninger at gøre sit teater til Kbh.s førende litterære scene uden for Det Kongelige Teater. Hun introducerede udenlandske dramatikere som Pirandello og O’Neill, og opførte 1932 Kaj Munks Ordet, som Det Kongelige Teater havde afvist. I de første år dominerede den nordiske dramatik, der gav hende lejlighed til at spille de store ibsenske kvinderoller, der hidtil var betragtet som Betty Hennings’ ejendom, og som hun kæmpede med Det Kongelige Teater om retten til. Hun spillede ofte roller langt fra sin egen biologiske alder, men hun formåede også at gå over i det ældre rollefag. Hendes moderskikkelser spændte fra det destruktive moderuhyre i Karl Schlüters Under Jubelraabene 1931 til den altopofrende mater dolorosa i Ibsens Gengangere 1925.

Med opførelsen 1928 af Ernst Tollers dokumentariske drama Hopla, vi lever, der for alvor slog Ns navn fast som instruktør, anlagde teatret en mere politisk linje. Op til besættelsen, hvor de nationale og nordiske klassikere blev støvet af, indtog debatstykker af forskellig politisk observans en vigtig del af repertoiret – fra agitproprevyen Guld 1932 til Munks reaktionære Hamlet-spex 1935. Se også Betty Nansen Teatret; Luigi Pirandello.

Annonce

Teaterpriser: Ingenio et arti.

Bibliografi: Bang, H Masker og Mennesker 1910; Kvam, K Betty Nansen. Masken og mennesket 1997.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kela Kvam: Betty Nansen i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429297