Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.P. Nielsen

Oprindelig forfatter VBech

N.P. Nielsen, Nicolai Peter Nielsen, 1795-1860, dansk skuespiller og instruktør. Debuterede på Det Kongelige Teater 1820 som Axel i Oehlenschlägers Axel og Valborg. Med en harmonisk og maskulin fremtoning besad han en smuk, modulerende stemme, der var velegnet for det lyrisk-romantiske elskerfag, fx som Hagbart i Oehlenschlägers Hagbart og Signe 1825 og Romeo i Shakespeares Romeo og Julie 1828, hvorimod han ikke havde sans for Hamlets sammensatte karakter 1826. Han gjorde også en god figur i lystspil, fx som Vandbye i O.C. Olufsens Gulddaasen 1820 og på sine ældre dage som Ole Kaninstok i Th. Overskous Capriciosa 1855, hvor han naturligt gik over i père noble-faget, som han også viste i det franske konversationsrepertoire fx Markisen af Seiglière i Jules Sandeaus Slottet i Poitou 1852.

I 1824 foretog N en studierejse til Paris og gæsteoptrådte i perioder med held på flere tyske scener og i Norden. Han fungerede som instruktør 1829-49 og optrådte desuden i operaer fx som Grev Almaviva i Mozarts Figaros Giftermaal 1828. Han var modstander af Johan Ludvig Heiberg, som skrev et satirisk portræt af ham i En Sjæl efter Døden 1840. Efter nogle stridigheder mellem de to tog han i 1855 sin afsked fra Det Kongelige Teater, men optrådte dog en sidste gang kort før sin død som Markis de Rouillé i Ernest Legouvés Kamp og Sejr 1859. Gift med Anna Nielsen 1834.

Bibliografi: Neiiendam, R Mennesker bag masker 1931.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Viben Bech: N.P. Nielsen i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429364