Michael Rosing, 1756-1818, norsk-dansk skuespiller. Debut på Det Kongelige Teater 1777. Den unge norske student blev medlem af Det Dramatiske Selskab 1777, hvor han mødte sin fremtidige hustru, Johanne Cathrine Olsen, og sin bedste ven Knud Lyne Rahbek, med hvem han 1804 tog initiativ til oprettelsen af en dramatisk skole på Hofteatret, som imidlertid lukkede 1816. R var mandsidealet, overtog det tragiske førsteelskerfag fra Christoffer Pauli Rose, og var det realistiske teaters forkæmper over for Frederik Schwarz’ distancerede stil. 1786 blev han udnævnt til ‘Instructeur’ (elevvejleder) på Det Kongelige Teater. I 1788 tog han sammen med Joachim Daniel Preisler og Peter Saabye på den første officielle studierejse til flere europæiske teaterbyer, skildret i Frederik Schybergs Den store Teaterrejse 1943. Ægteparret R var tidens mest fremtrædende teaterpar, både fagligt og socialt.

Bibliografi: Henriques, A Historien om en skuespillerskole 1974; Jørgensen, L Frederik Schwarz – Den tænkende Kunster 1997.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig