Ludvig Holberg, 1684-1754, dansk-norsk dramatiker. Som modernist på solid klassisk grund udviklede han dansk litteratur inden for en række genrer. H blev født i den levende handelsby Bergen og udvidede efter eksamen fra Kbh.s Universitet ved flere udlandsrejser sin intellektuelle og kulturelle kompetence. 1714-16 var han således i Frankrig og Italien, hvor han bl.a. så commedia dell’arte i Rom. I 1719 indledtes hvad han kaldte sin ‘poetiske Raptus’, en frenetisk komisk-satirisk produktivitet, som intensiveredes, da et professionelt dansksproget teater blev etableret i 1722. Holberg producerede på rekordtid en række komedier, mellem 1722 og 1727 i alt 27. Hans første premiere var 25.9.1722 med Den politiske kandestøber på Lille Grønnegade teatret.
Hovedinspirationen var Molière, med intrigen bygget op om en naragtig hovedperson, hos H gerne tegnet med ganske groteske streger. Hertil kom antik komedie, især Plautus, og commedia dell’arte, med dens robuste og respektløse komik. Hensigten var at ‘moralisere’, dvs. diskutere den menneskelige adfærd kritisk, ud fra en opfattelse af, at udhængningen af irrationalitet og latterlighed havde en korrigerende effekt, ‘som en chirurgisk Kniv, der heler mens den skiær’. Satiren måtte efterhånden blandes med tydelig skelen til underholdningseffekten; teatret var en forretning. Ud over karakterkomedier som Den vægelsindede ses intrigekomedier som Henrik og Pernille og parodier som Ulysses von Ithacia. Men overalt handler det om gøre eller være til nar, om det forunderlige spil mellem fiktion og realitet. At kende sig selv er alfa og omega.
H definerede sit udgangspunkt, da han 1716 udgav en introduktion til naturretten. Her tegnes et menneskesyn, et syn på magt og samfund, baseret på en moderne, verdslig retsfilosofi, præget af primære fornuftsprincipper, modsat konventioner, som er sekundære konstruktioner. Heraf afledes hans satiriske afdækninger af alle former for (selv)bedrag, såsom almuens overtro og barokkens rituelle iscenesættelse af virkeligheden. Det er tom teatralitet, og H brugte teatret til at demaskere teatraliteten. Dramaturgisk bekendte han sig til den aristoteliske franske klassicisme. Reelt var han ret liberal, undertiden direkte sjusket i sin omgang med ‘reglerne’. Komediernes univers er ofte københavnsk borger- og håndværkerstand. H bevægede sig snart fra et broget udvalg af danske navne hen mod et fast typegalleri: Jeronimus, Leonard, Magdelone, Leander, Leonora, Henrik, Pernille, Arv. Det var rollefag: fædrene, de elskende, de komiske tjenere m.fl., som det kendtes fra fx den italienske scene i Paris. Frugterne af den ‘poetiske Raptus’, herunder komedierne, blev udgivet under pseudonymet ‘Hans Mickelsen’; i det første bind, 1723, forsynet med en fortale ved ‘Just Justesen’, som er et forsvar for scenekunsten, der af religiøse årsager var et kontroversielt emne i tiden.
I 1725-26, da teatret midlertidigt måtte give op, opholdt H sig i Paris, bl.a. i håb om et internationalt gennembrud. Han bejlede uden held til fransk-italienske trup, hvor en ny følsomhed og moralisme var ved at bryde igennem, i modstrid med hans ironiske usentimentalitet og relativt pessimistiske menneskesyn. Med den teaterløse tid 1728-47 helligede H sig det historiske og moralfilosofiske område, hvortil kom en stor administrativ indsats for universitetet. Hans universitetskarriere var indledt 1714 på meget beskedne vilkår. Først i 1730 avancerede han til professor i sit egentlige fag, historie. I 1747 blev han adlet som baron, i en transaktion med relation til testamenteringen af hans gods til Sorø Akademi som en moderne uddannelsesinstitution – et alternativt universitet.
Med teatrets genåbning engagerede han sig aktivt i driften og skrev yderligere 6 komedier, som dog mangler den første periodes inspirerede vid. H har gennem tiderne haft en betydelig publikumsappel og i perioder været en formelig faderfigur i dansk teater. Det sene 1700-tals moralisme havde det hårdt med hans angivelige grovheder. Vaudevillens periode skabte et snurrigt og nysseligt univers, som siden blev næret af maleren Wilhelm Marstrands guldalderbilleder af holbergske situationer. Stor betydning fik William Blochs radikale naturalisme, der placerede spillet i ‘ægte’ miljøer, motiverede monologerne o.l. Et opgør med denne ‘bindingsværks’-Holberg sås hos bl.a. Peter Langdal i 1980'erne og Asger Bonfils i 1990'erne. Hans værker er omsat til radio, tv, film og musikdramatik. I dramaturgisk henseende satte Jens KruusesHolbergs maske fra 1964 sig sceniske spor; inspireret af det absurde teater pegede Kruuse på en mere ‘mørk’ Holberg bag den tilsyneladende så fornuftdyrkende facade. Se også Aktualisering; Danmark; Dramatisering; Komediehuset; Gríma; Maskerade; Tragikomedie.
Bibliografi: Holberg, L v. Billeskov Jansen, F J Værker i tolv bind 1969-71; Andersen, J K Ludvig Holberg. Statsborger, intellektuel, dramatiker 1984; Holm, B Skal dette være Troja? Om Holberg i virkeligheden 2004; Langslet, R Den store ensomme 2001 (da. 2002); Rossel, S H Ludvig Holberg: A European Writer 1994; Wiingaard, J William Bloch og Holberg 1966.
Komedier | ||
SKUESPIL | KRONOLOGI (ca.) | 1. OPF. i DANMARK |
Den Politiske Kandstøber | 1722 | 1722 |
Den Vægelsindede | 1722 | 1722 |
Jean de France | 1722 | 1722 |
Jeppe på Bierget | 1722 | 1722 |
Mester Gert Westphaler | 1722 | 1722 |
Den 11. Juni | senest 1723 | 1723 |
Barselsstuen | senest 1723 | 1723 |
Det Arabiske Pulver | 1724 | 1724 |
Juele-Stue | 1724 | 1724 |
Mascarade | 1724 | 1724 |
Jacob von Tyboe | senest 1723 | 1725 |
Ulysses von Ithacia | senest 1723 | 1724 |
Kilde-Reysen | 1724 | 1724 |
Melampe | senest 1723 | 1724 |
Uden Hoved og Hale | senest 1723 | 1724 |
Henrick og Pernille | 1724 | |
Diderich Menschen-Skræk | (1724) | |
Hexerie eller Blind Allarm senest | 1723 | 1750 |
Dend Pandsatte Bonde-Dreng | 1726 | |
Det Lykkelige Skibbrud | 1754 | |
Erasmus Montanus | senest 1723 | 1747 |
Pernilles Korte Frøiken-Stand | 1727 | |
De u-synlige | 1747 | |
Den Stundesløse | senest 1723 | 1726 |
Den honnette Ambition | 1747 | |
Don Ranudo de Colibrados | senest 1723 | 1752 |
Den danske Comoedies Liigbegiængelse | 1727 | 1727 |
Plutus | (1751) | 1751 |
Huus-Spøgelse eller Abracadabra | (1751) | 1752 |
Den Forvandlede Brudgom | (1751) | 1882 |
Philosophus udi egen Indbildning | (1751) | 1754 |
Republiquen eller Det gemeene Beste | (1751) | 1754 |
Sganarels Reyse | (1751) | 1751 |
Artaxerxes, et heroisk Skuespil (oversættelse efter Metastasio) | (1751) | |
Øvrige vigtige værker | ||
VÆRKER | KRONOLOGI | |
Introduktion til Natur- og Folkeretten | 1716 | |
Peder Paars | 1719-20 | |
Fire Skæmtedigte | 1722 | |
De tre latinske Levnedsbreve | 1728, 1737 og 1746 | |
Trebindsværket Danmarks Riges Historie | 1732-35 | |
Tobindsværket Almindelig Kirkehistorie | 1738-40 | |
Tobindsværket Adskillige store Helte og berømmelige Mænds sammenlignede Historier (sammenlignede heltehistorier) | 1739 | |
Den satiriske latinske roman Niels Klims underjordiske rejse | 1741 (udg. i Leipzig) | |
Tobindsværket Den jødiske Historie | 1742 | |
To bind Moralske Tanker | 1744 | |
Tobindsværket Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier (sammenlignede heltindehistorier) | 1745 | |
Fem bind Epistler | 1748-54 |
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.