Johanne Luise Heiberg

Johanne Luise Heiberg, f. Pätges, 1812-90, dansk skuespiller, instruktør og forfatter. Hun spændte dæmonerne for vognen og blev romantikkens største stjerne på Det Kongelige Teater. Hendes tysk-jødiske indvandrerforældre holdt værtshus i Kbh. og traktørtelt på Dyrehavsbakken. Ved optagelsen på balletskolen var hun 8 år og viste fransk dans og en fandango mellem syv æg lagt i stjerne. Hun debuterede 1821 som amorin, viste sin første solo i 1824 og dansede til 1826. Fra 1823 bestred hun også små drenge- og pigeroller i skuespil. Det blev til hele 21.

Johan Ludvig Heiberg, der var 21 år ældre end hende, skrev 1826 sin første hovedrolle til hende, den kåde skolepige Trine i vaudevillen Aprilsnarrene, der blev hendes gennembrud. Det Kongelige Teater fulgte det franske system for rollefag og hendes karriere dets trappestige: ingénuen, elskerinden og koketten, især i Heibergs vaudeviller og andre danske og franske lystspil. Men hun viste dybere plastisk-mimiske karakterstudier som Shakespeares Julie og Heibergs Agnete i Elverhøj 1828. Hun giftede sig i 1831 med Heiberg, hvorved hun gled ind i datidens snævre elite og blev Fru Heiberg på plakaten (og ikke Madam som normalt).

Med sin skoling fra både balletten og skuespillet var hun en konsekvent teatral skuespiller. Hun støbte sine roller helt ned i detaljen som mosaikker af kontraster og smukke effekter, også i kostumet og rollens rekvisitter. Sin brug af stemmen modulerede hun tilsvarende. Et bravournummer blev den forkælede Emmeline i Eugene Scribes lille veldrejede komedie Den første Kærlighed, som hun spillede fra 1831. Hendes naive og kåde ingénuer, følsomme romantiske heltinder og ironiske eller til det komiske affekterede verdensdamer løftede mangt et stykke, for i hele sin karriere tjente hun også i en stor del af det svagere repertoire. Komplekse karakterroller fik hun færre af, men det var i dem hun udfoldede sit fulde format og nåede lyriske, tragiske eller komiske højder, især med Michael Wiehe som modspiller. Henrik Hertz skrev flere roller til hende: den jaloux Ragnhild i tragedien Svend Dyrings Huus 1837, titelrollen den blinde Jolanthe i Kong Renés Datter 1845 og titelrollen som kurtisane i incesttragedien Ninon 1848. Oehlenschläger gav hende tragedien Dina 1842. I den lettere afdeling charmerede hun også i tre små egne vaudeviller, En Søndag paa Amager 1848, Abekatten 1849 og En Sommeraften 1853. De klassiske roller valgte hun selv. Holbergs Den vægelsindede tog hun på kornet 1850, hos Shakespeare flyttede hun grænser som en androgyn Viola i Helligtrekongers Aften 1847 og en sensuel Lady Macbeth 1860, hos Fr. Schiller som en paradoksal Maria Stuart 1861.

For at støtte hendes ret til at udvikle sig skrev filosoffen Søren Kierkegaard sin avisartikel ‘Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv’ (i Fædrelandet 1848). 1826-64 spillede hun ca. 275 roller. Da hun var 51 undgik hun retræten til ældre rollefag ved at sige op. 1867-74 blev hun Det Kongelige Teaters første kvindelige instruktør. Hun bekæmpede realismen, men værdsatte – modsat sin afdøde mand – Bjørnsons og Ibsens første skuespil og satte flere af dem op. Som første kvinde fik hun Fortjenstmedaljen i guld 1882. Se også Provinsens Fru Heiberg; Bukserolle.

Teaterpriser: Henkel-Prisen.

Bibliografi: Aschengreen, E Fra Trine Rar til Maria Stuart 1961; Heiberg, J L Et Liv gjenoplevet i Erindringen 1891-92; Schrøder, V Dæmoni og dannelse 1995; Dansk Kvindebiografisk Leksikon.