Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Ludvig Heiberg

Oprindelig forfatter BJ

Johan Ludvig Heiberg. Nei på Det Kongelige Teater i 2004: Klokker Linck (Olaf Johannessen) sidder forrest, mens Sofie (Trine Appel) og Hammer (Christian Tafdrup) lister af. Henrik Sartou instruerede og Mia Stensgaard og Edward Lloyd Pierce skabte scenografien.

Johan Ludvig Heiberg. Nei på Det Kongelige Teater i 2004: Klokker Linck (Olaf Johannessen) sidder forrest, mens Sofie (Trine Appel) og Hammer (Christian Tafdrup) lister af. Henrik Sartou instruerede og Mia Stensgaard og Edward Lloyd Pierce skabte scenografien.

Johan Ludvig Heiberg, 1791-1860, dansk dramatiker, kritiker, teaterchef m.m. H indtog i sin samtid en position som ingen anden dansk dramatiker, før eller siden. Fra sin udkikspost som kritiker og fra 1828 desuden med fast ansættelse som teaterdigter og oversætter ved Det Kongelige Teater dominerede han dansk åndsliv i mere end en menneskealder. Hans eget bidrag, vaudevillen, var desuden sprudlende og provokerende ny samtidsdramatik. At han for eftertiden er blevet personificeringen af smagsdommeren, eller ‘arkivkritikeren’ med P.O. Enquists sarkastiske parallelisering til den uforanderlige arkivmeter i Paris i guldalderdramaet Fra regnormenes liv 1981, skyldes i meget høj grad, at hans kritiks værdi rækker langt ud over dens aktuelle situation, mens provokationen i vaudevillerne mere eller mindre gik tabt i det politiske systemskiftes kulturelle paradigmeskift. Hvor Det Kongelige Teater havde været centrum i første halvdel af 1800-tallets kulturelle Danmark, og H – som søn af forfatterparret Peter Andreas H og Thomasine Gyllembourg – var født ind i de toneangivende kredse omkring dette centrum, rykkede centrum i århundredets anden halvdel til Christiansborg. Hs stræben mod teatret begyndte allerede 1814 med udgivelsen af nogle dramatiske forsøg under fællestitlen Marionettheater fulgt op af den litterært-satiriske komedie Julespøg og Nytaarsløjer 1817. Hans sideløbende æstetiske studier ved Kbhs. Universitet førte 1817 til en disputats om dramatikeren Calderón, men for alvor retningsgivende blev først det efterfølgende flerårige ophold hos den landflygtige far i Paris. I den franske vaudevilles kombination af syngespil og samfundssatire fandt H en genre, som talte ligeligt til hans intellekt og hans musikalitet. En trængt økonomi gjorde det imidlertid nødvendigt for H at bruge sin akademiske uddannelse. Han fik ansættelse som dansk lektor i Kiel 1822-25, hvilket gav ham rigelig tid til studier i Hegels filosofi og til teaterbesøg i Hamborg, hvor han i 1824 bl.a. oplevede den tyske Liederposse. Da denne tyske vaudevilleform, som i højere grad end den franske kombinerer lokalkolorit, kendt musik og indbyggede musikalske citater, i form af Karl v Holteis Die Wiener in Berlin 1824, fik succes som gæstespil på Det Kongelige Teater i maj 1825, greb H chancen og præsenterede i november s.å. sin første vaudeville Kong Salomon og Jørgen Hattemager, som bl.a. låner melodier fra Die Wiener in Berlin, men foregår i Korsør. I de følgende år går det slag i slag med en række københavnervaudeviller, de fleste skrevet med tanke på Johanne Luise Pätges, som 1831 blev fru Heiberg, bl.a. Aprilsnarrene 1826, Recensenten og dyret 1826, De uadskillelige 1827 og sluttelig Nei 1836. Indimellem fik han i afhandlingen Om vaudevillen som dramatisk digtart 1826 ved udstrakt brug af hegelsk dialektik og betragtelig selvtillid slået vaudevillens ‘tætte forening af ord og toner’ fast som den højeste af alle litterære genrer. Hans romantiske festspil Elverhøj 1828 er i sin form også en slags vaudeville, mens Et eventyr i Rosenborg Have 1827 adskiller sig fra de øvrige i kraft af C.E.F. Weyses specialkomponerede musik. Sideløbende med vaudevillerne var H også en flittig oversætter og bearbejder af tidens lystspil, primært de franske, lige som han fungerede som kritiker i Kjøbenhavns Flyvende Post, som han udgav 1827-30 og fortsatte 1834-37 i Interimsblade.

Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg blev i Per Olov Enquists drama Fra regnormenes liv spillet af Erik Mørk og Ghita Nørby, H.C. Andersen blev spillet af Jørgen Reenberg. Instruktion: Klaus Hoffmeyer. Det Kongelige Teater 1981.

Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg blev i Per Olov Enquists drama Fra regnormenes liv spillet af Erik Mørk og Ghita Nørby, H.C. Andersen blev spillet af Jørgen Reenberg. Instruktion: Klaus Hoffmeyer. Det Kongelige Teater 1981.

Samtidig med at vaudevillen var blevet en genre, som bl.a. H.C. Andersen og Henrik Hertz forsøgte sig med, tabte genren højde. Den var for tidsbunden til at rumme den satire, som enevældens sidste år råbte på. Da H 1839 blev ansat som Det Kongelige Teaters censor, var hans storhedstid reelt forbi. Det apokalyptiske læse-drama En Sjæl efter Døden 1841 rummer åndsaristokratens udfald mod alle dem, der efter hans mening ikke holdt mål. I Intelligensblade opretholdt han 1842-44 med sine anmeldelser og dramaturgiske overvejelser positionen som tidens førende teaterkender. Det er denne position mere end hans personlige egenskaber, der i 1849 gjorde ham til den frie forfatnings første chef for Det Kongelige Teater. Mens enevældens kongelige teaterdirektører alle havde meddirektører, som tog sig af enten det praktiske eller det kunstneriske, blev H paradoksalt nok den første, som var helt enerådende på alle områder, men som til gengæld måtte finde sig i, at hans ledelse blev debatteret af en nyvalgt rigsdag og ikke mindst af en ucensureret presse. Det var på forhånd dømt til at gå galt, og det gik galt. Som så mange andre af tidens kunstnere havde han svært ved at affinde sig med, at liberalismens repræsentanter på Christiansborg interesserede sig mere for økonomi end for æstetik. Det politiske spil var H fremmed. Hans dispositioner vakte desuden dyb modvilje hos størstedelen af Det Kongelige Teaters personale og fik en række af de førende kræfter til at forlade teatret i den såkaldte Hofteatersæson. I 1856 trak han sig tilbage, men fortsatte dog som teatrets censor indtil sin død. Se også Animationsteater; Johanne Luise Heiberg.

Bibliografi: Heiberg, J L Prosaiske skrifter 1-11 1861-62 & Poetiske skrifter 1-11 1862; Borup, M Breve og aktstykker vedr. J. L. Heiberg 1-5 1946-50; Krogh, T Heibergs vaudeviller 1942; Schrøder, V Tankens våben – Johan Ludvig Heiberg 2001.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Johansen: Johan Ludvig Heiberg i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428362