Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Daniel Pilloy

Oprindelig forfatter BL-M

Frederik Daniel Pilloy, 1702-55, dansk skuespiller og teaterleder. P var søn af kgl. dansemester Frederik de P, der havde arvet embedet efter sin fra Frankrig indkaldte far, Daniel de P. Han spillede som barn og ung mand i den franske hoftrup og hørte til stammen af danske skuespillere i René Montaigus trup. I Lille Grønnegade Teatret var han den unge elsker og spillede i Holbergs komedier bl.a. Leander og baron Nilus i Jeppe på bjerget 1722, men også titelfiguren i Jean de France 1722 og barselkvinden, der længe var en manderolle, i Barselstuen 1723. Han blev ved teatret til dets lukning i 1728, prøvede forskellige kompagniskaber med konkurrenter og turnerede derefter i Europa. 1741 giftede han sig til en vinhandel og blev en holden borger. Ved skabelsen af Komediehuset 1748 kom P som den eneste fra Lille Grønnegade Teatret i direktionen og blev således den, der bar den teatermæssige tradition med ind i fremtiden. Med forretningsmæssig sans sikrede han sig i øvrigt retten til at drive husets vinkælder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Frederik Daniel Pilloy i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429618