Vækstlag, metaforisk betegnelse hentet fra botanikken, et flertydigt begreb der er indført i den kulturpolitiske debat i slutningen af 1980'erne. V har haft forskellige betydninger på samme tid og i tidens løb: 1) hel- eller deltidsarbejdsløse amatører og semiprofessionelle, der ville bruge deres tid på en kunstart, og som fik det offentliges uofficielle tilladelse til ikke at stå så meget til rådighed for arbejdsmarkedet som reglerne egentlig foreskrev, 2) yngre, kunstneriske ildsjæle, 3) kunstnerisk undergrund, 4) kunstnerisk avantgarde, 5) frie teatergrupper og projektteatre, 6) talentfulde folk, der behøver støtte for at komme videre i karrieren, 7) toppen af kunstnerisk formåen.

V betegner især personer, grupper og miljøer, hvor ny kunst vokser frem og skaber ringvirkninger af inspiration til andre dele af teaterlivet.

Bibliografi: Andreasen, J ‘Vækstlag – lag eller vækst?’ i Scavenius, A & Jarl, S Sceneskift 2001; Schneidermann, H Zero Zen. Kulturel vækstlagsundersøgelse i Århus 1991; Skou, B ‘Det blodrige teater’ i Rampelyset 183 1988; Thomsen, K Kunstnere i vækst 1989.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig