verfremdung

Verfremdung, ty. ‘at gøre noget fremmed’. Udtrykket stammer fra Brecht og benyttes specielt i forbindelse med hans teater. Brecht ønsker at få publikum til at betragte forhold, som det er tilbøjelig til at se som naturgivet og hverdagsagtigt, i et usædvanligt lys. For at opnå denne effekt benytter han forskellige ‘fremmedgørende’ teknikker – fx at henlægge handlingen til en kulørt amerikansk gangsterverden som i Arturo Ui, der afslører Hitlers vej til magten, eller at benytte parabelformen som i Der gute Mensch von Sezuan 1939-42 (Det gode menneske fra Sezuan), der foregår mellem kinesiske guder og mennesker i det moderne Kina og peger på vanskeligheden ved at være god i et slet samfund. Et andet fremmedgørende greb er at bruge kapiteloverskrifter, der kort fortæller handlingsgangen i de enkelte scener, og som skal hindre publikum i at lade sig rive med af en spændende handling for i stedet at koncentrere sig, ikke om hvordan personerne handler, men om hvorfor de handler, som de gør. Karakteristisk for Brechts teater er også de mange brud på illusionen, der opstår ved, at personerne træder ud af deres roller og synger en sang, der ofte er i modstrid med rollefigurens karakter.

V går også på skuespillerteknikken. De brechtske karakterer er tegnet mere efter klassetilhørsforhold end psykologi. Skuespillerne skal i højere grad demonstrere personernes handlemåde end leve sig ind i dem. Også her benytter Brecht sig af at gøre en situation eller en bevægelse bemærkelsesværdig ved at ritualisere den. Når Helene Weigel som Mutter Courage ikke kan lade være at slå en handel af med vagtmesteren, alt imens hververen ser sit snit til at bortføre hendes søn, så bider hun i pengestykket for at se, om det er ægte – et eksempel på, hvad Brecht kaldte en social gestus. Senere, da hun bliver klar over, hvad der er sket, forvrænges hendes ansigt til et maskeagtigt stumt skrig – to gestus, der tydeliggør hendes dilemma som handelskvinden, der lever af krigen, og moderen, som krigen berøver hendes børn.

Brecht var langt fra den første, der benyttede illusionsbrydende teknikker. De er kendt fra mange former for europæisk teater og fra asiatisk teater, som Brecht lod sig inspirere af (kinesisk Peking opera og japansk nō), men han er den første, der benytter begrebet Verfremdung og giver det et ideologisk fundament. Se også Episk teater.

Bibliografi: Brecht, B ‘Schriften zum Theater 1-3’ Gesammelte Werke 1967; Brecht, B & Berlau, R Theaterarbeit. 6 Aufführungen des Berliner Ensembles 1961; Wekwerth, M Arbeit mit Brecht 1975.