Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

teatervidenskab

Oprindelig forfatter ElAn

teatervidenskab, forskning på universitetsniveau i teatrets historie, æstetik og funktioner. T begyndte som en historisk kildekritisk forskning på positivistisk grundlag med rekonstruktion af fortidens teater som mål, som hos Max Herrmann, professor i Berlin fra 1923 og Torben Krogh, professor i Kbh. fra 1953. I 1930'erne skitserer de såkaldte Prag-strukturalister grundlaget for en almen teaterteori med baggrund i russisk formalisme og Ferdinand de Saussures lingvistik, men også i direkte tilknytning til moderne teaterpraksis. Teaterforestillingen anskues som et komplekst system af tegn under dynamisk forandring. Fra 1960'erne bliver teatersemiotikken dominerende i T ved toneangivende institutter med visse forskelle i metodiske og ideologiske tilgange; en italiensk med vægt på kulturstudier/antropologi, en tysk med stræben efter en sammenfattende semiotisk teori, (Erika Fischer-LichteSemiotik des Theaters 1983), en fransk, der fremhæver tilskueren som læser og scenens tegn som en flerhed af sprog (Patrice PavisLanguages of the Stage 1982). I samme tidsrum får en marxistisk, ideologikritisk refleksion i T stor betydning, bl.a. i Skandinavien (Kurt Aspelin Teaterarbete 1977), mens den teaterhistoriske forskning fornyes af New Historicism, der ophæver det (positivistiske) rigide skel mellem objektive dokumenter og andre tekster og insisterer på, at tekster skal ses i interaktion med hinanden. Den fænomenologiske teori i teatret lægger vægt på en systematisk afmaskering af det selvfølgelige: tingene på scenen er både tegn og noget i sig selv (Bert States Great Reckonings in little Rooms 1985).

Semiotikkens force var et konsekvent systematisk syn på teatret. I 1980'erne sætter en poststrukturalistisk kritik ind mod semiotikken og dens afvisning af udtryk på scenen, som ikke kan afkodes som tegn. Tilskueren ‘afkoder’ ikke en forestilling, den sanselige oplevelse af lyd og billeder er primær, hævder fx Michael Kirby i ‘Nonsemiotic Performance’ i Modern Drama 1982. Semiotikken kan ikke indfange det aktuelle performance-teater, der ‘spreder centrum, forskyder subjektet og destabiliserer betydning’ (Elinor Fuchs i ‘Presence and Revenge of Writing’ i Performing Arts Journal 26/27 1985). I fransk teori opstår en konflikt mellem semiotikere og poststrukturalister, der er optaget af teatret som ‘energi-strøm’ (Jean-François Lyotard, Gilles Deleuze), mens Jean Alter synes at tilbyde et kompromis i sin A Sociosemiotic Theory of Theatre 1990. Teatret konstitueres af to funktioner, hævder han: den ene skaber en fortælling i et mentalt rum uden for scenen (den referentielle), den anden er teatret som show her og nu (den performative). De to funktioner eksisterer samtidig, men komplementært og konkurrerer uafbrudt om tilskuerens opmærksomhed. Interessen for det performative i T har været stigende i 1990'erne (Fischer-Lichte m.fl. Theorien des Performativen 2001). Også den humanvidenskabelige interesse for receptionsæstetik har sat sig spor i T, bl.a. i Herbert Blaus The Audience 1990, der genforhandler de traditionelle publikumsteorier: empati, fremmedgørelse, katharsis, illusion etc.

Bibliografi: Carlson, M Theories of the Theatre 1993; Reinelt, J G & Roach J R Critical Theory and Performance 1992.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elin Andersen: teatervidenskab i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430354