Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

teaterteori

Oprindelig forfatter ElAn

teaterteori, en sammenhængende refleksion over og dannelse af begreber om basale fænomener i teatret gennem tiden. Historisk har T i vestlig sammenhæng oftest været identisk med dramateori og grænsen til teorier om skuespilkunsten var flydende. En begrebsdannelse, der omfatter både skuespillet og sceneriet på lige fod med teksten, opstår omtrent samtidig med instruktørens entré i teatret, med hævdelsen af teatret som selvstændig kunstart og troen på dets sociale betydning.

Her indtager Richard Wagners teoretiske skrifter omkring 1850'erne en nøgleposition. Med den græske idealmodel, det demokratiske amfiteater, skabte han i Die Kunst und die Revolution 1849 myten om publikum som repræsentant for samfundets helhed og troen på teatrets særlige gennemslagskraft. Det blev fødslen af den moderne idé om et folketeater, senere udviklet af bl.a. Romain Rolland i Théâtre du peuple 1903. Wagners idé om et Gesamtkunstwerk på scenen, hvor de forskellige kunstarter arbejder sammen i en helhed, og med orkestret i Bayreuth Festspielhaus sænket ned i den ‘mystiske afgrund’ mellem scenen og tilskuerne, udviklet i Das Kunstwerk der Zukunft 1849 og Oper und Drama 1851, fik betydning både for naturalister og symbolister og ikke mindst for hele reteatraliseringsbølgen i det 20. årh.s første halvdel. Pioneren, hvad angår sammentænkning af form, farve, lys og skuespillerens plasticitet på scenen, Adolphe Appia, udformede sine æstetiske idéer i Die Musik und die Inszenierung 1899 med udgangspunkt i Wagners musikdramaer.

Reteatraliseringsidéen bæres videre i det ny årh. i Georg Fuchs’ indflydelsesrige skrift Die Schaubühne der Zukunft 1905. Det indeholder i kim, hvad teater avantgarden på forskellig måde udfolder i skrift og afsøger i praksis: kritik af det kommercielle teater, afkald på litteraturens primat i scenekunsten, teatret skal teknisk tilpasses det ny industrisamfund og vise vejen for en ny kropskultur, der behersker maskinen, jf. Meyerhold og konstruktivismen, men samtidig med en skuespilkunst, der ikke fornægter sit dionysiske udspring, jf. Antonin Artaud. Fuchs udpeger, omtrent som Edward Gordon Craig i dennes On the Art of the Theatre 1905, teatrets basale elementer: handling, ord, linjer, farver, rytme. Et teoretisk dilemma er hermed introduceret: spørgsmålet om, hvorvidt disse uensartede elementer arbejder sammen i et scenisk sprog eller unddrager sig begrebsdannelser analogt til sproget. Ambivalensen kommer tydeligt til udtryk hos Artaud i dennes Le théâtre et son double 1938, hvor han kræver, at teatret får lov til at tale sit eget konkrete (fysiske) sprog, men samtidig hævder, at det ikke kan fikseres i sproget.

Annonce

En anden overskrift på centrale teoripositioner i første halvdel af 1900-tallet er det ideologiske teater. Spændvidden er stor fra folketeateridéen, forbundet med Wagners romantiske forestilling om ‘folket’, over Erwin Piscator og Walter Gropius’ politiske totalteater til Brechtsdidaktiske teater, der vil eksponere de skjulte modsætninger i samfundet. Fælles for deres teoridannelser er, at de motiveres i tilskueren, enten som ‘folket’, ‘massen’ eller ‘klassen’.

I anden halvdel af 1900-tallet er Artaud-inspirationen tydelig både hos Jerzy Grotowski i Towards a poor Theatre 1968, hvis mål er at opbygge et moderne sekulært ritual i teatret, og hos Peter Brook, der leder efter en form for en øjeblikkelig fællesskabsfølelse mellem scenen og tilskueren i The Empty Space 1968. Samtidig har Brechts didaktiske teater fortsat stor indflydelse på tænkningen om teater. I 1980'erne og 1990'erne har der været en tendens til at opstille en modsætning mellem en ‘nærværsmetafysik’, med oprindelse hos Artaud, og en ‘fraværsteori’ i teatret, inspireret af Jacques Derrida og Jacques Lacan, som fx i Richard Foremans bog Unbalancing Acts 1992.

De ovennævnte eksempler er ikke egentlige videnskabelige teorier, men visionære overbygninger på en eksperimentel praksis, og har som sådan haft stor betydning for udviklingen af og tænkningen om teatret i det 20. årh.

Bibliografi: Marvin, C Theories of the Theatre 1984,1996.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elin Andersen: teaterteori i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430349