Teaterslang, Som i alle brancher udvikles der også inden for teaterbranchen et indforstået sprog, argot eller jargon, som satirisk beskriver situationer eller forhold, der er en del af det fællesskab, man opbygger på en arbejdsplads. Selv om T som andet slang udvikler sig og der konstant dannes nye udtryk, har en række af de udtryk, der stadig bruges, faktisk mere end 100 år på bagen. Fx omtales scenen stadig som skrå, hvad den jo rent faktisk ikke har været siden omkring 1900, som et udtryk for at den kan være farlig og at man kan falde dybt på den i mere end én forstand. Teaterbranchen er hård, måske skal skuespillere til dyrskue (på audition) for overhovedet at få en rolle og det kan sågar være nødvendigt med en tur på teaterdirektørens prolongationssofa for at få engagementet forlænget. Så kan det være man får et flødehorn eller en ananas, dvs. en god rolle; men der er naturligvis også nogle, der må tage til takke med en Baggesen (indholdsløs rolle), en stoleflytter-rolle (tjenerroller) eller en bærende rolle, hvor man blot kommer ind med et brev. Helt slemt bliver det, hvis rollen er så lille, at man kan nå hjem igen på en omstigning. En sådan skuespiller kan komme til at lide af kronisk birollebetændelse. En rolle, hvor en kvinde spiller mand, er en bukserolle.

Så i gang med prøverne. Håbe på ikke at få en syrebadsinstruktør, som dræber skuespillerne og tror, at en rolle kun kan bygges op gennem at nedbryde dem. Når der er snakket længe nok om opbygning af karakterer og rollefortolkning er det rart at komme ud på gulvet, hvor man kan give bud (komme med idéer). Måske er en skuespiller fraværende, og så må en anden gå rollen, dvs. markere en fraværende skuespillers arrangement. I prøveforløb fylder visse skuespillere mere end andre – æder 98 % af kagen og så må man selv få en figur ud af de sidste 2 %. Nogle skuespillere er gode til at æde ord (lære roller) og så sidder rollen, mens andre må suge eller spille på suffløren. Så svømmer de – og når de kommer ud i kulissen hilses de af kolleger med et Velkommen fra badet! Instruktøren (eller destruktøren!) tager filen – måske oven i købet den store fil – frem, når iscenesættelsen eller blot den enkelte rolle skal rettes voldsomt til eller have en helt ny drejning. Klunset leveres af teaterskrædderen, men det skal helst ikke være et engagementshindrende kostume (som fx afslører for tykke ben). En teaterskrædder er imidlertid også den dramatiker, der kan skære et stykke, så både handling og replikker sidder. Andre teaterdirektører holder sig til et jetlag repertoire (kopierer succeser set i London eller New York).

Presseluderen (pressesekretæren) har sørget for pressefotografering. Den foregår ligesom de fleste prøver op til premieren i kost og mask (i kostume og sminke), evt. med huer (parykker). Så skal slaget stå, premieren nærmer sig og for nogle tager lampefeber eller bræddefeberen (sceneskrækken) til; mens andre er upåvirkede premiereheste. Det kan være hårdt at komme til at spille med en last second actor, som systematisk går over tiden og først føder sin rolle, når der er publikum på. Værre er det imidlertid, hvis de andre laver monkeybusiness (hyler en medspiller ud af rollen) for at få den pågældende til at ryge cigaren (komme til at grine) – en uskik, men yndet (og af publikum elsket) i visse revyer. Lige skæve ud til publikum inden man skal ind og sige ord (På Pantomimeteatret skal man ind og falde). Der skal helst ikke være for mange dingleben (børn, der er for små til aftenens forestilling).

Knæk og bræk! (man må aldrig ønske held og lykke – så går det galt). Nu slår kamelpesteren (kapelmesteren) an og tæppet går. Så er det vigtigt at være opmærksom på sit stikord – den replik fra en anden skuespiller eller lyd, bevægelse eller lysændring, der angiver, at man skal . Nogle skuespillere er sceneludere, paradeskuespillere og lefler for publikums gunst, lidt som frikadellen, der charmerer med brug af billige virkemidler og spiller forgalleriet.

Man skal passe på de frontale skuespillere eller rampemyggene, der driver sine medspillere op mod bagtæppet med bagspil for selv at kunne indtage pladsen midt på forscenen og spille på publikum. For andre kan det være et problem at de ikke kommer ud over rampen (deres kunstneriske udtryk er for svagt til at nå publikum) eller de er hemmelighedsfulde (taler ikke højt nok). Nogle snakker puslefedt, dvs. sort. Ordet kommer fra en skuespiller som i en replik skulle sige ‘pludselig fallit’, men aldrig kunne få det til andet end ‘puslefedt’.

Så er der dem, der øffe-møffer – dvs. overdrevent og vedvarende lægger énstavelseskommentarer og hjælpelyde, som ikke står i manuskriptet, ind i dialogen med medspillerne i et forkølet forsøg på at stimulere eget spil – og måske slå de andres i stykker. Eller laver direkte bessermachen. Hos nogle kan det måske knibe med de finere nuancer; så forstærkes tekstens udsagn med stemme- og andre virkemidler (fx hæves stemmen, når man siger ‘stor’, og der hviskes, når man siger ‘lille’); det hedder ost på ost (et noget uopfindsomt stykke smørrebrød). Tydeliggørelsen kan også være så bastant, at underteksterne hænger forneden. Hvis hele forestillingen er sat op på den måde, er den tekstet for hørehæmmede. For en ny skuespiller kan det også være en oplevelse at komme til at arbejde sammen med en erfaren scenerotte, som på sin side måske vil beklage den overdrevne afslappethed hos visse unge skuespillere, som spiller med hænderne i lommen og røven til publikum. Skuespillere der kun lever på minderne om fordums bedrifter, er ringvrag. Skuespilleres udseende har altid givet anledning til kommentarer. Sild til mågerne er de smukke unge kvindelige skuespillere, som det mandlige publikum gerne vil se, og soffitskraberen er den høje skuespiller, hvis hoved skraber mod soffitten i loftet.

Til slut frem og bukkeneje. Gik det godt? Fik publikum taget til at løfte sig og er mordkommissionen (anmelderne) venligt stemt? Så vælter publikum huset (stormer til), hvilket kan give røde lygter (udsolgt). Muligvis fordi stykket er godt, men det kunne jo også være pga. et trækplaster – en særlig populær skuespiller, der trækker publikum til. Det ender måske med, at billetsjoverne opkøber billetter og videresælger dem til overpris. Hvis derimod publikum sidder på hænderne eller kun klapper med neglene og ikke vil forstyrre os kan det være, at huset er tyndt ved de følgende forestillinger. Så er der mange i rødt tøj (med hentydning til de tomme røde stolesæder), og med sådan en slæber bliver det måske nødvendigt for teaterdirektøren at pynte på huset ved at dele fribilletter ud, og måske også for lugekonen (damen i billetlugen) at brodere på huset ved at placere de solgte billetter jævnt i salen.

Hvem er de så, publikum, løverne, man bliver kastet for? Hos Røde Kro Teater og lignende hedder segmentet hr. og fru Cerut. De går måske også gerne til lagkagerevy (der har en blanding af enkeltnumre som lag efter lag afløser hinanden), der faktisk godt samtidig kan være en højrebsrevy (hvor billetprisen inkluderer bespisning). Her serverer skuespillerne brokker (vittigheder), som helst gerne skulle give kaleche (respons). Det er ikke godt, når brokkerne triller lydløst ned ad de skrå brædder. Noget specielt er turnéforestillinger, hvor man især tidligere var væk i mange uger i træk og kunne risikere at få både turnékuller og turnékæreste – eller måske et flag (for at have scoret i byen om natten). Traditionelt var turnéskuespillere dårligt lønnede, og måtte ofte filejde, dvs. ved hjælp af stor opfindsomhed tilberede måltiderne på hotelværelset for at undgå dyre restaurantbesøg. Så var det praktisk med en særligt indrettet filejdekuffert, som kunne indeholde primus og diverse kogegrej.

Bibliografi: Bom, K Slangordbogen 1957; Larsen, K ‘Om dansk Argot og Slang i Dania’ i Tidsskrift for Folkemål og Folkeminder Bd. 3 1895-96; Rohr, U Der Theaterjargon 1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig