Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

teaterskandaler

Oprindelig forfatter BJ

teaterskandaler, forhold eller udspil fra et teater, der vækker offentlig forargelse ved sammenstød med en tids normer. Ts utilsigtede eller bevidste krænkelser af offentligheden kan groft opdeles i tre hovedkategorier. 1) De kunstnerisk betingede, hvor publikum reagerer mod forestillinger i nye former, som opfattes som smagløse eller enkelte medvirkende, som det finder fornærmeligt ringe. Det skete i 1700- og 1800-tallet ved utallige forestillinger på Det Kongelige Teater, fx med demonstrationerne mod J I Baggesen og Friedrich Kuhlaus opera Trylleharpen 1817, den systematiske udpibning af Frd. Høedt på Det Kongelige Teater 1856-57 eller Studentersamfundets tilsvarende af Martinius Nielsen i rollen som Hamlet på Dagmarteatret 1902 med den begrundelse, at han var ‘en skadelig mand i teaterverdenen’. I 2002 udspilledes på Det Kongelige Teater en variant af den kunstneriske kategori, da skuespillere vakte stor offentlig debat ved at nægte at medvirke til Stefan Bachmanns kontroversielle koncept, hvor Ofelia i Shakespeares Hamlet skulle spilles af en 35-årig kvinde med Downs syndrom.

2) De moralsk betingede, hvor en forestilling, dramatikeren og/eller de medvirkende opfattes som angribere af kendte personer, gode sæder og/eller religiøse følelser. Især skildringer af kønslivet har udløst protester. Frivole tvetydigheder i A E Scribe og Antoine François Varners vaudevillebagatel Den skønneste dag i livet vakte fx 1832 lige så stor forargelse på Det Kongelige Teater som de utvetydige sexscener i det spanske teaterkompagni La Fura dels Baus’XXX på Aarhus Teater 2005. Gustav Wied oplevede 1902, at En Bryllupsnat, som efter en forhåndscensur kun måtte opføres ved en lukket forestilling på Studentersamfundets fri Teater, ikke kunne spilles til ende pga. publikums hyssen. Teaterdirektører og deres sofaer har også fra tid til anden været skandaleomsuste, men sjældent så voldsomt, som da Dagmarteatret og Casinos direktør, Fritz Petersen, 1910 blev anklaget for blufærdighedskrænkelse. Han erkendte at have krævet seksuelle modydelser for at ansætte skuespillerinder og måtte efter en offentlig undskyldning forlade begge teatre. 1912 ville vedvarende rygter vide, at Det Kongelige Teaters skuespilchef Karl Mantzius nærede upassende interesse for teatrets unge danserinder. De kunne dog afvises, men han forlod sin stilling kort tid efter. Noget lignende skete 1951, da balletmester Harald Lander forlod Den Kgl. Ballet efter at have været anklaget for usædelighed, blev suspenderet og siden helt frikendt. Religiøse krænkelser spiller i 2000-tallet også en rolle, ganske vist kun i begrænset omfang, men fx stormede græsk-ortodokse fundamentalister 2006 et teater i Athen, som opførte den græske forfatter og instruktør Giannis Kalavrianos’ Jeg er kristusbarnet.

3) De politisk betingede, hvor en forestilling, eller omstændigheder i forbindelse med den, fremtvinger forbud og/eller straffeforanstaltninger fra statsmagtens side. P A Heibergs øvrighedskritiske De Vonner og Vanner blev fx 1792 mødt med så stort bifald på Det Kongelige Teater, at regeringen forbød forestillingen. Bournonville gjorde sig skyldig i majestætsfornærmelse, da han 1841 reagerede på en hyssen i salen og fra scenen henvendte sig direkte til Christian VIII i den kongelige loge. Efterfølgende blev han straffet med husarrest, efterfulgt af orlov uden løn. Efter systemskiftet med grundloven ændredes reaktionerne. Et stridspunkt var grevinde Danners stilling, og de grevindefjendtlige demonstrationer Casino 1859 udløste med Théaulon de Lambert og Bøghs satiriske Grevinden og hendes søskendebarn, som Bondevennerne i Rigsdagen fik til at stille forslag om kraftige indskrænkninger i teatrets bevilling. Om skandalen i dette tilfælde var af moralsk eller politisk art blev diskuteret. I det hele taget vil det ofte være svært éntydigt at kategorisere den enkelte T. Ingen var fx 1879 i tvivl om, at IbsensEt dukkehjem på Det Kongelige Teater var en skandale, men i tidens toneangivende kredse var man særdeles uenige om, hvorvidt skandalen bestod i, at stykket krænkede gældende æstetiske regler, bl.a. ved at slutte ‘forkert’, eller om det var fordi denne ‘forkerte’ slutning var umoralsk. Kampen om Ts indhold udspillede sig på Ibsens tid i mindst lige så høj grad i pressen som i teatret. Det var en kamp på ord, hvor man i århundrederne før trykkefriheden fik luft for sin harme med bogstavelige pibekoncerter. Mediernes behandling af teatret har i 1900og 2000-tallet også fremkaldt skandaler, fx den berømte duel i Ermelunden 1900 mellem skuespilleren Robert Schyberg og kritikeren Edvard Brandes, hvor ingen blev ramt, men begge blev idømt 14 dages fængsel. Efterfølgende forsøgte Brandes-til hængere at købe sig til en udpibning af Schyberg i Det Kongelige Teater, hvilket dog mislykkedes. I Tyskland plantede skuespilleren Thomas Lawinsky i 2006 under opførelsen af Ionescos Den store massakre eller Dødens Triumf på Frankfurts Theater Haus en død svane-rekvisit i skødet på en af Tysklands førende teaterkritikere, en tydeligt misbilligende Gerhard Stadelmaier, tog notesblokken fra ham og jog ham ud af teatret. Stadelmaier kaldte det bagefter et angreb på pressefriheden. Lawinsky blev fyret, hvilket fik kolleger og andre teaterdirektører til at tale om angreb på ytringsfriheden. Forestillingen fortsatte for fulde huse og blev én af utallige skandalesucceser. Se også Det Kritiske parterre.

Annonce

Bibliografi: Musmann, C Da Storkøbenhavn var lille 1923; Schyberg, F Dansk teaterkritik 1937.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Johansen: teaterskandaler i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430341