Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

teaterleksikon

Oprindelig forfatter ASca

teaterleksikon, lexikon (biblion ‘ordbog’, af gr. lexikos ‘vedr. ord’). I modsætning til en encyklopædi, som stræber efter at samle al betydelig menneskelig viden, er et leksikon en alfabetisk samling af viden om et afgrænset område. Med opfattelsen af teaterkunsten som en selvstændig kunstart kom også behovet for at samle viden om dette fagområde. Denis Diderot var den første til at samle teaterstoffet leksikalt. I det syvende af i alt 11 bind af Encyclopédie ou Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers 1751-65 skrev han og hans medforfattere, – artiklerne er uden signatur –, et bredt spekter af opslag om teater fra historiske artikler, genrer og begreber til skuespilleres juridiske forhold. Stoffet blev opdateret og videreudviklet i supplementsbind op til 1780. I 1800-tallet udkom flere specialleksika, fx det tyske Allgemeiner Theater-Lexikon oder Encycklopädie alles Wissenswerthen für Bühnenkünstler, Dilettanten und Theaterfreunde udg. 1839-42 i syv bind og det franske Dictionnaire historique et pittoresque du théâtre et des arts qui s’y rattachent 1885 af Arthur Pougin, som var så populært, at det blev genudgivet 1985. 1900-tallet bød på store gennemarbejdede videnskabelige og kommenterede udgivelser med italienske Enciclopedia dello spettacolo i 9 bind, udg. 1952-62, og igen 1975-78 af Silvio D’Amico som flagskibet og standarden for senere udgivelser, fx Dennis Kennedys The Oxford Encyclopedia of theatre and performance 2003, Michel Corvins Dictionnaire encyclopédique du théâtre 1995, Bernd Suchers Theaterlexikon 2 bd. 1995, Manfred Braunecks Theaterlexikon 1992, Martin Banhams The Cambridge Guide to Theatre 1995, samt Pavis’ Dictonnaire du théâtre 1987 (eng. 1998), som omfatter begreber, termer og analyser. Nærværende leksikon er det første på dansk, mens mindre ordlister findes i bl.a. Chr. Ludvigsens Teatrets historie 1962 og Henrik Flygares Klar scene! 1998.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: teaterleksikon i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430331