teaterfotografi

Teaterfotografi, Efter fotografiets opfindelse blev portrætfotografering hurtigt en yndet og populær kunst, og kendte folk lod sig afbilde; det første danske portræt, et daguerreotypi af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, er fra ca. 1840. I slutningen af århundredet blev det almindeligt for skuespillere at lade sig fotografere i atelier i kostume og maskering og opstillet i positurer, som var kendetegnende for rollen. Det Kongelige Teater indrettede eget atelier til fotooptagelser, hvor det berømte billede fra ca. 1880 af Betty Hennings og Emil Poulsen i ur-opsætningen af Ibsens Et dukkehjem 1879 formentlig er optaget. Folketeatrets store succes, Victorien Sardous Madame Sans-Gêne 1894, blev som den første forestilling fotograferet fra scenen med samtlige 33 medvirkende af Sophus Juncker-Jensen i et kunstigt magnesiumlys. Fra 1880'erne var det muligt for de illustrerede blade at bringe xylografi og træsnit efter fotos, og med tidsskriftet Teatret 1901-31 og dets fastansatte teaterfotograf Georg Lindstrøm kom T i centrum. Eksponeringstiden var dog stadig lang, så bille derne var opstillede. 1908 trykte Politiken det første fotografi i avisen, og fotografen Holger Damgaard blev en flittig leverandør af T. Fra 1914 lod Politiken sine anmeldelser ledsage af et T, og de andre dagblade fulgte snart efter, om end teatertegningen blev foretrukket til langt op i 1990'erne. I dag er det teatrenes egne fotos, der ledsager anmeldelsen, mens avisens egne fotografer leverer illustration til foromtalerne, som er opstillede billeder, taget ved en pressefotografering før premieren. Teatrenes programmer lader i stigende grad fotografier fylde på siderne, som en visuel erindring publikum kan tage med hjem fra en forestilling. T er derudover et vigtigt arkivmateriale om et teaters forestillinger før videooptagelser blev mulige.

Det er en særlig kunst at være teaterfotograf. Det er vigtigt at forstå tekstens og iscenesættelsens mange lag for at gribe netop det øjeblik, som bedst repræsenterer forestillingen, og hvor kontakten skuespillerne imellem er mest intens. Samtidig skal de se godt ud; i operaen må sangerne ikke have mundene for højt lukket op eller stirre på dirigenten i stedet for den de synger til, mens ballettens dansere skal fanges, mens arme og ben er placeret korrekt i forhold til den tradition de afspejler. Dertil er arbejdsforholdene i reglen komplicerede, fordi der sjældent er tid til at afsætte en hel prøvedag til fotografering, som derfor må foregå i scenelys, som ofte er for mørkt som ideelt fotolys. Nogle teatre tyer derfor til den billigere og nemmere metode at lade skuespillerne fotografere opstillede i dekorationen, hvorved den indlevelse, som gør fotografiet interessant, mangler.

Blandt danske teaterfotografer kan nævnes: Elfelt, Huset Mydtskov, Freddy Tornberg, Klaus Lindewald, Roberto Fortuna, Svend-Erik Sokkelund, Per Morten Abrahamsen, Per Kruse, Thomas Petri, Jakob Mydtskov, Martin Mydtskov Rønne, Rolf Konow, Jan Jul, Jan Rüsz og for balletten og den moderne dans John Johnsen, Henrik Stenberg og David Amzallag.

Bibliografi: Balk, C Theaterfotografie 1989; Bech, P Billedregistrant til tidsskriftet ‘Teatret’ 1901-31 1980; Jürgensen, K A The Bournonville Ballets; A Photo Documentation 1987; Kejlbo, I R Fotografier, Charlottenborg 24. april – 1. juni 1986 1986; Scavenius,B& Wamberg,NB& Hiort, P Foto: Rigmor Mydtskov. En Dokumentation 2003.