Stilisering, Enhver teaterform besidder en karakteristisk fremstillingsform eller stil. Bevægelser, talemåder, tilskuerhenvendelser er stiliserede eller kunstiggjorte i overensstemmelse med den konkrete genre (kodificerede). I antikken og klassikken var der tale om stiltvang, mens moderne teater benytter sig af forskellige stilarters virkemidler, regler og principper. Eksempelvis er avantgarde-teatret ikke en bestemt stil, men en udnyttelse af forskellige traditioners stiliseringer.

S kan være en reduktion, renselse eller sammentrækning af dagligdagens bevægelsesmåde, adskillelse mellem tale og bevægelse, forstørrelse og isolering, fastfrysning eller neutralisering af udtryk. Særlige former for S findes i ballet, mime, ekspressionisme og realisme. S i performance kan være slow motion eller ekstrem realisme.

Asiatiske teaterformer har været en vigtig inspirationskilde for det moderne vestlige teater. Mange af disse teater- og danseformer – kinesiske, japanske, indiske eller balinesiske – er ekstremt stiliserede og i den forstand kodificerede med regler for fingerbevægelser, øjenbevægelser, benenes og armes positioner og bevægelsesmåder. Særlig ISTA har med Eugenio Barbas ledelse forsket i disse ekstradaglige bevægelsesmåder.

Som scenografisk virkemiddel udvikledes S af Edward Gordon Craig og Adolphe Appia omkring 1910-30. S kan være en forenkling af det realistiske udtryk, udretning af linjer og brug af rene farveflader, men også udnyttelse af hele rummet, hvor kun de vigtigste dele understreges fx vha. antydninger eller fragmenteringer. Fragmentet kan have naturlig størrelse og placering, eller det kan forstørres og derved få en symbolsk betydning. S kan også være brugen af de forskellige kunstneriske –ismer, fx ekspressionisme og kubisme, men formen eller ‘temaet’ skal være genkendeligt, hvorfor det abstrakte, nonfigurative eller surrealistiske udtryk ikke kan betegnes som ren S. Med scenografiens udvikling fra 1950'erne er S under en eller anden form blevet normen og en del af scenografens personlige og kunstneriske stil. Ved det stiliserede scenebillede spiller lysdesignet ofte en illusionsskabende rolle på linje med skuespillerens teknik, og stærkt stiliserede opsætninger stiller store krav til samarbejdet mellem instruktør, scenograf, lysdesigner og skuespiller. S i scenebilledet var også – men på helt andre præmisser – en del af barokscenens udtryksform med stiliserede skyformationer, klippegrotter og søjlegange grupperet omkring centralperspektivet.

Bibliografi: Barba, E & Savarese, N The Secret Art of the Performer 1991; Selden, S & Rezzuto, T Essentials of Stage Scenery 1972; Schubert, O Das Bühnenbild 1955; Svoboda, J The Secret of Theatrical Space 1993.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig