spillestil

Spillestil, skuespillernes adfærd på scenen under en forestilling. Alt skuespil er kodet adfærd og består af en blanding af handlinger, som er naturlige, dvs. de efterligner hverdagsadfærd, som det forstås af publikummet, eller de er bevidst kunstige. Blandingsforholdet angiver, hvilken S vi taler om. Er der en høj grad af naturlige handlinger, er det en realistisk eller naturalistisk S, hvorimod en høj grad af kunstige handlinger er udtryk for fx en højtidelig, deklamatorisk, farceagtig, absurd eller symbolsk spillestil. Under alle omstændigheder må S aflæses i forhold til teatrale konventioner.

De forskellige teaterhistoriske epoker har haft én dominerende S, som oftest forbundet med teatrets fysiske rammer. I antikken foregik forestillingerne udendørs i dagtimerne i meget store teatre, hvor en enkel og overdreven S var påkrævet. Da teatret rykkede indendørs i renæssancen, blev lyset og perspektivet den afgørende faktor for S; på Teatro Olimpico fra 1585 måtte skuespillerne stå helt fremme ved rampen dels for ikke at ødelægge perspektivet, dels for at udnytte rampelyset i den sparsomt oplyste sal. S var afhængig af tydelige og genkendelige tegn, som hver især repræsenterede rolletyper og situationer. Samtidig udvikledes op gennem 1600- og 1700-tallet en deklamatorisk stil og et særligt gestisk sprog til at understrege ordene og rytmen og med klare udtryk for karakter og affekter, tæt knyttet til genren. Således betegnedes S i tragedien og operaen som høj stil og i komedien som lav. Den naturalistiske spillestils frembrud i slutningen af 1800-tallet hang tæt sammen med opfindelsen af det elektriske lys, der gjorde det muligt at mørklægge teatersalen og sætte et varieret, fuldt lys på scenen. Herefter var skuespillerne ikke længere bundet til prosceniet, men kunne bevæge sig omkring på scenen og interagere med hinanden. Det medførte et i detaljen mere nuanceret spil, som kulminerede med indførelsen af intimscenen og videre frem til filmens nærbillede. Det naturalistiske S-ideal, baseret på Stanislavskij-systemet, blev den psykologiske realisme, som har været normdannende gennem store dele af det 20. århundrede. Samtidig har nye og (gen)opdagede teaterformer under det moderne teaters gennembrud undermineret stilbegrebet som epokalt fænomen. På reliefscener, arenascener eller i totalteatret, fx, blandedes de historiske stilarter med moderne kropsligt orienterede fremstillingsmåder fra Oskar Schlemmers marionetagtige kunstfigur til Meyerholds biomekaniske atlet. Ved siden af naturalismen kan man gennem 1900-tallet tale om stiltyper som realisme (selektiv og kritisk virkelighedsfortolkning som i Ralf Långbackas regi), symbolisme (metaforisk, stiliseret adfærd som hos Gordon Craig og Robert Wilson), ekspressionistisk S (forstærket, ekstatisk udtryk eller betoninger af særlige virkelighedsaspekter som i den unge Brechts og i Michael Thalheimers regi), episk S (spillet betonet som fortælling, gerne med komiske, absurde islæt som hos Dario Fo), teatraliseret S (vægt på spil og fremhævelse af teatret som fiktion jf. Remote Control). Stiltrækkene findes dog oftest i blandformer, fx ekspressiv realisme (Ingmar Bergman) eller symbolsk, abstrakt realisme (Frank Castorf ) og dækker i bedste fald iscenesættelsen som sådan. I de seneste år er S hos den yngre skuespillergeneration tydeligt påvirket af tv- og fotodokumentarisme i en slags hypernaturalisme eller en bevidst efterligning af aktuel hverdagstale, bl.a. dyrket i Dr. Dantes forestillinger.

Bibliografi: Christiansen, S ‘Retorik og skuespilkunst’ i Teatervidenskabelige studier I 1969 & Klassisk skuespilkunst 1975; Sauter, W ‘Acting, Life and Style’ i Nordic Theatre Studies vol. 15, 2002.