Slutreplik, den sidste replik i en scene, en akt eller et stykke. S kan have mange former, der inde i et stykke fx kan styrke en figurs position i spillet, være den akkord, der fastholder stykkets tone, opsummerer eller tilspidser situationen og dermed skærper tilskuernes forventning til det kommende. Den sidste S kunne tidligere, fx hos Holberg, være klart belærende moraler, som i moderne teater er mindre entydige og mere kan være et signal til tilskueren om videre bearbejdelse af oplevelsen af forestillingen, måske forestillingens tone at gå hjem på eller en tydeliggørelse af, hvortil handlingen har ført sine figurer, især protagonisten.