Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skuespilkunst

Oprindelig forfatter Holm

skuespilkunst, fremstilling af en anden identitet end fremstillerens i gennemspilning af fiktive handlingsforløb er vidt udbredt i tid og sted. Undertiden nævnes en verdsliggørelse af rituelt-spektakulære aktiviteter som dens forudsætning. Egentlig S vil i reglen indebære professionalisme, dvs. erhvervsmæssig udøvelse, og blandt dens forudsætninger nævnes undertiden et iboende teatralt instinkt (talent).

Vestlig S har sit udspring i den kultiske praksis, som det antikke græske drama hang sammen med. Rollerne udførtes oprindelig af mænd. Der vides ikke meget om arten af deres kunst. Men den ophøjede stil har givetvis været reciterende, undertiden sangagtig, stiliseret koreograferet, og ansigtsmasker karakteriserede forskellige persontyper. Romerske retorikere som Marcus Tullius Cicero og Marcus Fabius Quintilian fremsatte overvejelser om den effektfulde optræden, brugen af gestik og stemme, som senere tider forbandt med S.

I middelalderen varetoges skuespilleri i større, dvs. kirkeligt-opbyggelig, sammenhæng, mest af amatører, som betjente sig af typiserede og stiliserede udtryksteknikker. I renæssancens og barokkens S indgik bl.a. retorikkens talende gestus, de klare udtryk for karakterer og affekter. Den professionelle S udviklede sig ikke mindst i commedia dell’arte, som et skuespillerteater, baseret på faste typer og improvisation. Her var så udpræget tale om rollefag, om at skuespillerne perfektionerede sig i specifikke karaktertyper, der tilmed kunne bære maske. I 1700-tallet blev der udformet teoretiske skrifter om S, og en større grad af nuanceret karaktertegning afløste efterhånden typespillet og de stereotype affekt-udtryk. Det var teaterreformatorernes tid, hvor den dramatiske tekst fik en højere prioritering end før. Herhjemme lancerede dramaturger som Peder Rosenstand-Goiske og Knud Lyne Rahbek, hvad fx Riccoboni, G.E. Lessing og Diderot stod for andetsteds: en plæderen for en reflekteret, teoretisk funderet udøvelse af S med vægt på troværdigheden – og en engageret diskussion af den ægte følelses rolle i S. Hermed begyndte en langstrakt afmontering af barokteatret med dets klare skelnen mellem genrerne og dets halvcirkelopstilling af skuespillerne ved rampen. Endnu mere radikalt blev bruddet ved romantikken, som dyrkede det ekstreme udtryk og den geniale, passionerede scenekunstner.

Annonce

1800-tallets S blev især præget af udviklingen mod realismen og dernæst naturalismen, båret af tanken om den (videnskabelige) autenticitet, som blev systematisk udforsket af Stanislavskij. En formaliseret uddannelse kom herhjemme med Det Kongelige Teaters elevskole, oprettet 1886.

I slutningen af 1800-tallet kom naturalismen til kort som virkelighedsforståelse, man søgte inspiration i tidligere tiders eller andre verdensdeles S, fulgt op i 1900-tallet af en generel tendens til stilisering, som hos Edward Gordon Craig eller Meyerhold – men med vidt forskellige motiveringer: skuespilleren sås som en metafysisk ‘Übermarionette’ eller som et af-individualiseret led i en stor kollektiv rytme.

Formeksperimenter har især siden 1960'erne opløst kategorier som karaktertegning og sammenhængende fiktion og narration, fx i performance eller i moderne tysk teater, hvor de agerende bl.a. hos René Pollesch, rabler endeløse tekstbrokker af sig. Der er også tale om flydende grænser mellem skuespillere i klassisk forstand og ‘virkelige’ individer, som indsættes i teatersammenhænge. Dog er den psykologiske realisme stadig normdannende, også inden for film og tv.

Uden for Europa har den religiøse dimension holdt sig i flere sammenhænge. Således har både det japanske nō-teater og det indiske kathakali rituelle aspekter. Traditionelt teater har her bevaret mesterlæren med nøje indlæring af given teknik og rollefremstilling, som undertiden indebærer brug af masker eller sminkemasker, og med klar opdeling i ophøjet-seriøse og komiske kategorier. Vestlig S har i flere perioder søgt inspiration i ikke-europæisk teater; således vendte Brecht sig mod kinesisk teater, Ariane Mnouchkine til bl.a. japansk nō, og for Eugenio Barba er teaterantropologien et hovedtema.

Bibliografi: Barba, E & Savarese, N Dictionary of the Theatre Antropology 1985; Christiansen, S Klassisk skuespilkunst. Stabile konventioner i skuespilkunsten 1700-1900 1975; Cole, T & Chinoy, H K Actors on Acting 1949; Mantzius, K Skuespilkunstens Historie I-VI, 1897-1916.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: skuespilkunst i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430100