Serendipitet, et begreb som stammer fra den engelske forfatter Horace Walpole 1754 og fra et persisk eventyr om tre prinser fra Serendip (arabisk for Sri Lanka), som gjorde tilfældige opdagelser, de ikke søgte efter. S har rødder i en tidlig romantisk tænkning, hvor længslen efter sandheden kun lader sig realisere fragmentarisk og gennem kunstens snirklede processer, en gådefuld og ikke lineær vej som i arabesken. Begrebet er siden også brugt om videnskabelige opdagelser, hvor man ved tilfældighed gør uventede opdagelser, fx røntgenstrålen eller penicillin. Ødipus’ opklaring af mordet på kong Laios er et eksempel på S: han søger en morder, men ender med at finder sit sande jeg. H C Ander sens omveje i mange eventyr er et andet eksempel på S, fx Klods Hans, hvis tilfældige fund (mudder, krage, træsko) viser sig at have helt andre funktioner end forventet.

I udviklingen af koreografiske trin og former indførte koreografen Merce Cunningham sammen med komponisten John Cage i 1951 tilfældighedsprincippet, ligesom det indtræder i performance art, happening og andre eventformer. Hos en række kunstnere bliver det således et komplekst spørgsmål ikke blot om tilfældighed, men om konstruktion af S, som vi også ser hos Hotel Pro Forma eller Odin Teatret, hvor Eugenio Barba bruger begrebet i forbindelse med beskrivelsen af den kreative proces. Begrebet kan således anvendes både i forhold til en kulturel udvikling og et enkelt værk.

Bibliografi: Eco, U Serendipities 1998.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig