Semiologi, gr. semeion ‘tegn’, læren om tegn. Metode til at analysere tekst og forestilling ved at aflæse forestillingens tegn. Tegnet er et gammelt begreb, som blev anvendt bl.a. af Aristoteles. Sprogforskeren Ferdinand de Saussure udviklede læren om tegn. If. ham består et tegn af et indhold (signifié) og et udtryk (signifiant), og han kaldte fx begrebet eller billedet af et træ for indhold og det akustiske billede, når vi udtaler ordet træ, for dets udtryk. Han anså indhold/udtryk for at være uadskillelige og vilkårlige, således kan en kat strengt taget hedde hvad som helst, hvis man blot er enige om, hvad der hentydes til. Saussure tænkte sig en videnskab, der studerede tegnenes liv som de udfolder sig i det sociale liv og hvor sprogvidenskaben kun skulle være en del af den generelle videnskab. Inden for teatrets visualitet kan man ikke tale om et vilkårligt indhold/udtryk, idet der her altid vil være en direkte forbindelse mellem det synlige og begrebet, fx træet som en del af dekorationen. Saussure anså også tegnet for at være den mindste betydningsbærende enhed, så at alt på scenen er tegn – selv en skuespillers hosten pga. forkølelse. Her bliver S svær at håndtere i en forestillingsanalyse.

Allerede i 1930'erne havde den såkaldte Pragerskole lagt grobunden for en teatersemiologi uden dog at nå frem til en sammenfattende metodik. Skolen anvendte terminologien tegn, fik bestemt teatrets tegnkarakter og fastslog som de første, at teaterforestillingen var et selvstændigt produkt, der til trods for dens tilsyneladende lighed med dramateksten ikke er i overensstemmelse med denne. Litteraturforskeren Roland Barthes videreudviklede S ved at anvende den på billeder, mode og litteratur, og i 1970'erne blev den også benyttet til brug for forestillingsanalyse; men allerede i løbet af 1980'erne blev interessen forskudt til den mere åbne semiotik, der ikke var bundet af lingvistikken og strukturalismen. I 1969 besluttede komiteen for ‘International Association for Semiotic Studies’ at bruge ordet semiotik for både S og semiotik.

Bibliografi: Aspelin, K Tecken och tydning 1976; Fichte-Lichte, E Semiotik des Theaters 1983; Lagerroth, U-B Regi i möte med drama och samhälle 1978; Pavis, P Problèmes de sémiologie théâtrale 1976; Ubersfeld, A Lire le théâtre 1978; Wiingaard, J Teatersemiologi 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig