Sekondteater, ‘andenrangsteater’, en lettere nedladende betegnelse for private teatre i Kbh. fra midten af 1800-tallet, som altså betegnede dem som andenrangs i forhold til det primære teater, Det Kongelige Teater. I anden halvdel af 1800-tallet blev der inden for voldene etableret tre professionelle teatre i Kbh, som alle gik under betegnelsen S: Casino 1848, Folketeatret 1857 og Dagmarteatret 1883. Det Kongelige Teater håndhævede indædt sit monopol fra 1750 på de mere seriøse genrer, så S blev tvunget til at satse på det lette repertoire af vaudeviller, folkekomedier og lystspil. Oprettelsen af S betød imidlertid, at et bredere og mere folkeligt publikum fik lyst til og mulighed for at gå i teatret, og det betød, at danske dramatikere, som fx H.C. Andersen, fik andre muligheder for at få deres værker opført end på Det Kongelige Teater. Senere i 1800-tallet blev S med Dagmarteatret en direkte kunstnerisk konkurrent til Det Kongelige Teater. Først med Lov om Theaterdrift i Kjøbenhavn fra 1889 blev monopolet løsnet. Betegnelsen S er udtryk for en hierarkisk tankegang med Det Kongelige Teater i spidsen – en tankegang, som stadig eksisterer i dansk teater og teaterpolitik; blot hedder S i dag Københavns Teater.