Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rytme

Oprindelig forfatter Holm

rytme, et bærende element i et drama og en teaterforestilling og en del af den musikalske struktur, der kommunikerer på ikke-verbalsproglige niveauer. Iscenesættelsen er båret af rytmer, som er med til at retardere eller accelerere den emotionelle intensitet i forestillingens overordnede forløb. Hvad angår dramateksten som forlæg for forestillingen, så indeholder den i musikalsk henseende mere variable og mere konstante forhold. Tempo og volumen er variabler, R og klang mere noget i teksten givet. R kan forstås som placeringen af de trykstærke punkter i de verbale forløb – om de er båret af lange flow eller præget af staccato. Disse instrumenteringer tegner dels de emotionelle løb og skift i den enkelte karakters fremdrift, bl.a. som fysiske indikationer mht. åndedræt o.l., dels gestalter de relationer og konfrontationer karaktererne imellem. Endelig er klangene, specielt vokalerne, bærere af indre tilstande; det er vigtigt at være opmærksom på klanglige forhold, konsonanter og vokaler, som danner systemer af rent musikalsk art, i form af gentagelser, variationer, fortætninger og udtyndinger. Disse enkeltdele vil, begavet administreret, danne forestillingens komplekse R som en stærk kommunikation på et mere ubevidst niveau.

Bibliografi: Holm, B Klangbund for Drama 2002; Ringgard, D Digt og rytme 2001.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: rytme i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429910