rollefag

Rollefag, betegnelse for faste typer af roller, som har vid udbredelse i tid og kulturer, især knyttet til den komiske genre. De forekommer i vesten i bl.a. græsk og romersk komedie og farce, i renæssancekomedie, i commedia dell’arte, hos Molière og Holberg i pantomimetradition. Der er typisk tale om fædre/herrer, mødre – i mindre grad –, sønner/elskere, døtre/forelskede – som deles op i første og anden gamle mand, første og anden elsker, prima donna assoluta osv.; satiriske portrætter af sociale grupper som militærfolk – storpralende soldater -, intellektuelle – pedanter – inden for filosofi, jura, medicin – snyltegæster m.v. Hertil kommer et mylder af komiske tjenestefolk, ofte delt op i mere eller mindre kvikke og intrigante kategorier – og hos fx Shakespeare egentlige narreroller. Drivende kraft er især konflikten mellem ung og gammel og mellem herre og tjener. Også borgerlig komedie og lette genrer som lystspil, vaudeville og farce har typegallerier, som i mangt og meget kan stemme overens med komediens. Det kan omfatte typer som den værdige fader – le père noble -, den uskyldige unge pige – l’ingenue -, ræsonnøren, intriganten, hykleren, skurken. Det seriøse drama kan bevæge sig i de højere kredse og ophøjede stillag, eller i mere hverdagslige miljøer og udtryksregistre. I det sidste tilfælde kan der være mange overensstemmelser med det konventionelle typegalleri med rod i komedien. Det ophøjede drama, typisk tragedien, er straks mere varieret. Dog tenderer den klassicistiske franske udgave mod at have et system af hoved- og bifigurer – i den sidste kategori findes typen en ‘fortrolig’, som karakteren kan betro sin kval til.

Eksempler på komedie-rollefag er faderen: i commedia dell’arte Pantalone; hos Holberg Jeronimus; i pantomimen Kassander. Førstekomikeren (den kvikke): i commedia dell’arte Brighella; hos Holberg Henrik. Andenkomikeren (den dumme): i commedia dell’arte oprindelig Harlekin, siden Pjerrot; hos Holberg Arv. Den storpralende soldat: hos Plautus Miles Gloriosus; i commedia dell’arte Il Capitano; hos Holberg Jacob von Thyboe. R indebærer en håndværksmæssig tilgang til skuespilkunsten – et egentligt system. Aktøren lærer sig typen som et fag, den enkelte rolle relateres til. De enkelte skuespillere er specialister på et bestemt udtryksregister. Man kan derfor af Molières casting af konkrete karakterer se, hvorledes han har tænkt sig dem spillet, ud fra hvilken kategori de placeres i, via valg af skuespiller. Det var især naturalismens projekt om nuanceret – ‘kunstnerisk’ – menneskeskildring, der anfægtede den konventionelle typisering, der blev set som kliché. R er en form for instrumentering, dramatikeren kan skrive til. Og det kan – typisk i commedia dell’arte – være en faglig kompetence, der i kraft af improvisationer over en skitseret handling gør skuespilleren til den scenisk skabende.

I ikke-vestligt teater, især asiatisk teater, er R mere regelen end undtagelsen; stort set alle klassiske genrer opererer med faste rolletyper. Fra barnsben bliver skuespillerne udvalgt til et særligt R ud fra deres fysiognomi og udstråling, i nogle få teaterformer, som fx kathakali kan skuespillerne dog varetage flere forskellige. Der er tale om ganske få R, som ikke væsentligt adskiller sig fra de vestlige, dog er især dæmonen, spøgelset og den onde figur meget fremherskende. Andre R er betinget af den kultur, de er opstået af, i Peking opera fx er ægteskabsmægleren, en kvindefigur som ofte bliver spillet af mænd, fast på repertoiret, ligesom den hvide abe, Hanuman er uadskillelig fra alle Ramayana-opførelser. Se også Affektlære; Soubrette; Commedia dell’arte.