Rammehandling, handling, der indlejrer de sceniske begivenheder. Det er et episk træk ved dramaet, eksempelvis i Brechts Den kaukasiske kridtcirkel 1944 og Dario Fos Columbus 1963. R kan være formidlet af en fortæller, som i Tennessee Williams’ Glasmenageriet 1944, og kan i øvrigt ses i forlængelse af det klassiske dramas prolog og epilog, jf. Ludvig Holbergs og Molières komedier.