Prosceniumsinskription, eller anden symbolsk udsmykning af rammen over sceneåbningen, kendes siden renæssancens rekonstruktioner af det antikke teater. Teatre knyttet til et hof smykkedes i reglen med fyrstens våben. Men bl.a. Dresdens operahus og efterfølgeren Semper Oper fik et ur – i lighed med de første offentlige italienske teatre, hvor det dog i sidstnævnte symboliserer borgerskabets årvågne fremskridtsånd. I Teatro la Fenice i Venedig ses uret over en fønixfugl – netop en sådan allusion til teatrets navn er heller ikke ukendt.

Med Det Kongelige Teaters store ombygning i 1774 indførtes en fyndigt sammenfattende og tidstypisk P, som er videreført i den nye bygning.J.H. Wessel fortæller slagfærdigt, at teaterdirektionen in pleno havde forfattet denne P, idet den ene foreslog, at der skulle stå ‘Lyst’, den anden ‘til Lyst’, den tredie ‘blot til Lyst’, mens den fjerde fuldendte med ‘Ei blot til Lyst’. Før 1774 lød Det Kongelige Teaters P antagelig ‘Nil dictu foedum visuque hæc limina tangat’ (Ej komme inden disse døre, hvad hæsligt er at skue eller høre). Og i 1798-1813 brugtes Hôtel de Bourgognes P, opsat 1686: ‘Castigat ridendo mores’ (Sæderne lutres ved latteren). Omskrevet til ‘Lær Viisdom af Livets Optrin’, ses den stadig i Rønne Teater fra 1823. Talrige lapidariske dybsindigheder findes som P, men også en glad formaning, som dog de færreste kan tyde, nemlig Pantomimeteatrets, skrevet fra højre mod venstre med kinesiske tegn ‘Yu min xie le’, hvilket er udlagt: Glæden vokser, hvis vi deler den med hinanden. Se også Pantomime.

Bibliografi: Albrecht, S Teatro: Eine Reise zu den oberitalienischen Theatern des 16.-19. Jahrhunderts 1991; Neiiendam, K ‘Skriften på væggen. Om prosceniumsindskrifter og deres betydning’ i Danske teaterhistoriske studier 2000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig