performativitet

Performativitet, begreb, der, ligesom performance-begrebet, anvendes inden for en række forskellige discipliner, bl.a. lingvistik, antropologi, sociologi, kønsstudier og æstetisk teori. Skønt definitionen af begrebet kan variere fra disciplin til disciplin, hersker der enighed om, at der i løbet af 1990'erne er sket en såkaldt performativ drejning. En drejning, som har vakt en skærpet interesse for de processuelle og interaktive aspekter ved kulturelle fænomener på bekostning af den fokusering på systemer og strukturer, som den såkaldt lingvistiske drejning var karakteriseret ved. Frem for at ‘læse’ kulturer og kulturfænomener som tekster bestående af strukturerede tegnsammenhænge, sådan som semiologien og semiotikken gør, interesserer man sig for en forståelse af kulturer og kulturfænomener som noget, der fortløbende konstitueres og manifesteres i kraft af performative handlinger. Med P er der således tale om et bredt begreb, som dækker over såvel det sociale som det kunstneriske felt.

Begrebet blev introduceret inden for sprogfilosofien med John Langshaw Austins forelæsningsrække 1955 på Harvard University, udgivet posthumt 1962 som How to do Things with Words. Til betegnelsen ‘performative ytringer’ regner Austin udsagn, som ikke blot beskriver, men også udfører handlinger i den sociale virkelighed, idet de fremsiges. Eksempler på sådanne udsagn er fx ‘jeg lover’, ‘jeg sværger’, ‘jeg døber’ – altså ytringer, som refererer til sig selv og har en virkelighedskonstituerende effekt, også kaldet tale-handlinger. Selvom Austin betragter udførelsen af performative ytringer som en art social opførelse, udgrænser han ytringer fremsat i teatermæssige eller litterære sammenhænge fra sin undersøgelse, idet han karakteriserer disse som ‘parasitær sprogbrug’, der ikke lever op til de ‘seriøsitetskriterier’, han har opstillet i forhold til de performative ytringers mulighed for at lykkes. I 1970'erne fremførte filosoffen Jacques Derrida en dekonstruktiv kritik af Austins talehandlingsteori og videreudviklede så at sige P-begrebet til både at indbefatte hverdagslig og fiktiv sprogbrug, mens kønsforskeren Judith Butler i 1990'erne argumenterede for, hvordan kønsidentitet ikke er ontologisk eller biologisk givet, men derimod noget, som konstitueres performativt gennem gentagelser af stiliserede handlinger. Inden for det kunstneriske felt forbindes P med den situationelle, processuelle og sanselige dimension af en tilskuers oplevelse af et givet værk. Det lukkede organiske værk brydes op i en åben udveksling med tilskuer og omverden, og i forlængelse heraf bliver skellet mellem subjekt og objekt, værk og tilskuer, proces og produkt flydende. I overensstemmelse hermed får tilskueren ofte karakter af en art performer, som i kraft af sin aktive handlen i værket medvirker til at forme det. Hjemlige, nutidige eksempler herpå er fx Signa Sørensens performanceinstallationer, bl.a. 57 Beds Kanonhallen 2004 og The Black Rose Trick Malmø 2005, hvor publikum blev indbudt til at agere i eller ligefrem tage bolig i værkerne, og Claus Beck-Nielsens demokratiprojekt (2003-07), som delvis opbygget omkring samtaleformen inddrager publikum fra såvel Danmark som Irak og USA som afgørende aktører i forhold til at definere demokratiet.

Da afgørende aspekter ved den performative æstetik kan siges at være mødet mellem værk og tilskuer samt krydsningen mellem værkets tid og tilskuerens realtid, taler man hellere om ‘begivenheder’ i forbindelse med de performative kunstneriske former end om selvberoende og autonome værker. Denne forskydning fra værk til begivenhed implicerer typisk en nedbrydning af skellene mellem de forskellige kunstarter, og i overensstemmelse hermed har samtidens performative udtryksformer da også klare forløbere i 1960'ernes og 1970'ernes tværæstetiske kunstformer som fx happenings, performance, body art, Fluxus og aktionskunst. I løbet af de seneste år har man, bl.a. i forskningsprojektet Kulturen des Performativen ved Freie Universität i Berlin, Department for Visual Cultures ved Goldsmiths College i London og Department for Performance Studies ved New York University, arbejdet på at udvikle nye og adækvate metodiske og kritiske tilgange til den performative æstetik.

Bibliografi: Fischer-Lichte, E Ästhetik des Performativen 2004; Gade, R & Jerslev, A Performative Realism 2005; Jones, A & Stephenson, A Performing the body/Performing the text 1999; Parker, A & Sedgwick, E K Performativity and Performance 1995.