oversættelse

Oversættelse, en omsætning fra én sproglig, historisk, kulturel sammenhæng til en anden. O af dramatik er en højt specialiseret, kreativ funktion. Dramateksten er pr. definition åben i forhold til forestillingens øvrige udtryksregistre. De sproglige valg skal derfor tænkes ind i samspil med en scenisk helhed og med publikum. Sprogets rytmer, kadencer og klange er indikationer til de agerende, fysisk-emotionelle udsagn, som i musikalsk henseende formidler de grundlæggende spændinger. O vil altid indebære tolkning. Den vil altid være præget af sin tid – deraf behov for nyoversættelser. Den kan være fri, mere eller mindre tenderende mod gendigtning, eller filologisk korrekt, med risiko for scenisk stivhed i anvendelsen. O skal forholde sig til tre niveauer: tekst, undertekst og gestus. Teksten er det filologisk-sproglige; underteksten de mere underforståede drivkræfter hos karaktererne; gestus er den drivende sceniske dynamik i arrangement, krop og stemme. Prioriteringen af disse niveauer er afhængig af de muligheder, originalsproget indebærer. Herudover skal der arbejdes bevidst med fx gentagelser og metaforer. O kræver således sproglig kompetence og indsigt i den fysisk-sceniske dimension.

Klassiske tekster som græsk tragedie eller Shakespeare indebærer en række problemer, herunder versifikatoriske, hvor selve metrikken formidler betydning. Men dette gælder i princippet enhver dramatekst: meningen bæres af formen, af tekstens performative potentiale. Uden denne særlige faglighed vil oversættere ofte være tilbøjelige til at opbløde og udbedre knaphed og sammenbrud i sproget, som i virkeligheden er åbninger for spil. Strindberg, Tjekhov og Brecht er eksempler på dramatikere, hvis sproglige brudflader undertiden er blevet kittet til i O, hvorved der lægges op til helt andre og mere konventionelle sceniske læsninger end dem, originalteksten indebærer.

Bibliografi: Albertsen, L L Litterær Oversættelse 1972; Holm, B Klangbund for drama 2002.