montage

Montage, fr. monter ‘sætte op’, ‘montere’, forskellige selvstændige dele kombineret til en helhed. I kunsten er M især udviklet i filmen af pionerer som de russiske instruktører Vsevolod Pudovkin og Eisenstein. Sideløbende arbejdede Eisenstein med M i teatret, bl.a. lanceret som attraktionsmontage 1923. Hensigten var at sætte sceneelementer som lyd, farver, ord og gestus effektfuldt og målrettet sammen, således at tilskueren udsættes for ‘bestemte emotionelle chok’, der skulle føre til forestillingens ‘ideologiske konklusion’. M som ‘konfliktfyldt sammenstød’ mellem elementer blev en vigtig teknik i avantgardekunsten, jf. de tyske billedkunstnere John Heartfield og George Grosz’ fotomontager. I Erwin Piscators politiske revyer monteredes overraskende autentiske taler, krigsfilm m.m. ind i fiktive scenehandlinger som i Trotz alledem! 1925. M blev tillige et centralt dramaturgisk greb i Brechts episke drama. Her følger velafgrænsede scener abrupt hinanden med indlagte projektioner og ‘songs’ som i Galileis liv 1938/39 og Mutter Courage og hendes børn 1939.

Selv om M ikke længere har samme chokagtige effekt, er den en udbredt teknik i moderne dramatik, hvor også personerne fremstår som M af udvalgte karaktertræk uden egentlig forhistorie, jf. Line Knutzons Først bli’r man jo født 1994 og Saalbachs Aske til aske – støv til støv 1997. I visse teaterformer kan man tale om skuespillerens M, hvor ‘naturlige’ bevægelser splittes op, forstørres og sættes sammen på ny (jf. Odin Teatret). Generelt kan man betragte hele teatersceneriet som en M af uensartet materiale: ord, gestus, lys, lyd, dekoration, etc., der konstant avler betydning gennem forestillingen.

Bibliografi: Kleberg, L Teatern som handling 1980; Piscator, E Det politiske teater 1970.