monopol

Monopol, gr. monos ‘ene’ og polein ‘sælge’, eneret, i teatersammenhæng en rettighed, udstedt af myndighederne til et bestemt teater, som giver eneret til overhovedet at fungere som teater et givet sted, eller som giver eneret til at spille et bestemt repertoire. 1750 fik Det Kongelige Teater monopol på opførelse af skuespil i Kbh.: ‘Det skal udi dette Huus alene og ingen andensteds i bemelte Kiøbenhavn og paa dens Grund være tilladt at opføre Skuespil, udi det Danske, Tydske og Franske Sprog’. Med den af Edvard Brandes initierede Lov om Theaterdrift i Kjøbenhavn fra 1889 ophævedes Det Kongelige Teaters monopol, dog med væsentlige klausuler: i teatersæsonen måtte der i Kbh. ikke opføres teater på fremmede sprog eller af udenlandske trupper uden for Det Kongelige Teater uden ministeriets tilladelse, og Det Kongelige Teater bevarede sit monopol på det eksisterende repertoire, hvis det blot blev spillet igen inden for en 10-årig periode. Der udviklede sig dermed et pligtrepertoire på Det Kongelige Teater, bestående af stykker af bl.a. Holberg, Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg, Henrik Hertz, Shakespeare og Molière. I 1957 blev 1889-loven ophævet, men Det Kongelige Teater bevarede – og bevarer fortsat–Mi Kbh. og Frederiksberg vedr. opførelse af følgende værker: Heibergs Elverhøj og Recensenten og dyret, J.C. Hostrups Genboerne og Drachmanns Der var engang –. Betingelsen for det fortsatte monopol var nu, at Det Kongelige Teater skulle opføre værkerne inden for en 5-års periode.

Det er særligt autoritære styreformer, der har søgt at holde styr på teaterdriften ved at tildele monopol. Det monopol, som La Comédie-Française i Paris fik ved oprettelsen i 1680, og som gav eneret på alt talt drama på fransk, blev ophævet under den franske revolution i 1791. Monopolet havde dog været brudt adskillige gange i årenes løb af teatertrupper, der på alle måder forsøgte at omgå monopolet, og skiftende konger havde givet privilegier, der indskrænkede monopolet. I årene 1806-64 blev et nyt monopol genindført, denne gang i form af et repertoiremonopol for de nationale teatre.

Monopolet i Skt. Petersborg og Moskva blev ophævet i 1882; indtil da forsøgte man at omgå det ved at opføre teater som privat underholdning. I England var betegnelsen for monopolteatre ‘patent theatres’. Her fungerede monopolet i perioden 1660-1843, men blev til stadighed angrebet af teatre uden monopol, der præsenterede udefineret offentlig underholdning eller pantomime. Også i adskillige andre lande har der i længere eller kortere perioder været monopol på teater.

Man kan også tale om monopol eller eneret i forbindelse med de aftaler, et teater indgår med et teaterforlag om retten til at opføre et bestemt stykke. Her vil kontrakten som regel rumme bestemmelser, der giver teatret eneret i et bestemt geografisk område og inden for et bestemt tidsrum.

I et privatdrevet teatersystem vil der kunne opstå monopol, hvis konkurrencen fører til, at de samme ejere står bag samtlige teatre i et givet geografisk område. Se også Option.

Bibliografi: Lang, J L’état et le théâtre 1968; Rask, E Retten til Holberg 1984.