Monolog, gr. ‘ene-tale’, modsat dialog. I skuespil kan en M enten være en karakters passionerede, ræsonnerende, lyriske e.l. ‘tænken højt’, fx Hamlets ‘At være eller ikke’; eller en længere tekst med afsæt i den dramatiske situation, fx Hamlets tale til skuespillerne. Den kan være rettet til medspillerne eller publikum – ad spectatores – eller et sted midtimellem. Det vil ikke altid fremgå af teksten. M tenderer mod det episke. I den klassicistiske tragedie gestaltede den dilemmaet mellem pligt og tilbøjelighed. Endelig kan dramateksten i sig selv udgøre en monolog, fx hos Beckett. Se også Robert Wilson.
Bibliografi: Pfister, M The theory and analysis of drama 1991.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.