Modellbücher, modelbøger, fællesbetegnelse for den række af fotodokumenterede og kommenterede Brecht-forestillinger på Berliner Ensemble, som teatret udgav i 1950'erne og 1960'erne med Couragemodell 1949 1952-58 som den første. Ruth Berlau, der i USA uddannede sig som fotograf, var en vigtig initiativtager til M. Brecht arbejdede i disse år med opsætningen af sine store eksildramaer, der var så godt som ukendte i Europa, og på et tidspunkt, hvor socialrealismen dominerede i DDR, var det magtpåliggende for ham at klargøre intentionerne bag sit episke teater. M var et arbejdsredskab, men blev efter Brechts død af arvingerne benyttet til at bremse nytolkninger af hans dramatik rundt om i verden.

Idéen med trykte iscenesættelser er ikke ny. I slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet udsendte franske teateragenturer små hefter med original-iscenesættelser, beregnet til eksport, og i dag eksporteres store musicals i fuldt færdige autoriserede iscenesættelser. Under kulturrevolutionen i Kina 1966-76 skabtes en række modelværker af Den Moderne Revolutionære Peking opera, som skulle følges til punkt og prikke i andre opsætninger.

Bibliografi: Berlau, R & Brecht, B Theaterarbeit: 6 Aufführungen des Berliner Ensemble 1961.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig