Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mesterlære

Oprindelig forfatter EEC

mesterlære, i teatret en uddannelsesform, der knytter sig til teaterformer med traditionel spillestil og rollefremstilling. Erfaringernes formidling foregår fra mester til elev ofte gennem årelange forløb med gentagen fysisk træning og spirituel indlæring, således at givne principper optages i krop og bevidsthed som tavs viden. Først efter indlæringen og flerårig teatertjeneste når eleven en traditionens beherskelse og mulig evne til at forny den og dermed selv kunne blive mester. M fandtes tidligere overalt i europæisk teater, rejsende trupper, elizabethansk teater, commedia dell’arte m.v. og findes fortsat blandt artister, gøglere, cirkus og klassisk ballet, mens moderne teaterundervisning sigter på den enkeltes personlige eller originale ekspressivitet. M er fortsat basis i traditionelle asiatiske teaterformer.

Bibliografi: Barba, E & Savarese, N The Secret Art of the Performer 1991.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Exe Christoffersen: mesterlære i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 24. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429168